Dato og tid
     
    Chatboks
    Du skal være logget på for at skrive en kommentar på webstedet - enten log på eller hvis du ikke er medlem klik her for medlemskab


    Endnu ingen beskeder.
    19. - Jesus i graven
    torsdag. 21 februar 2013
    af Uploadet af Andreas Falck forfatter liste
    i At finde vejen til Jesus
    hits: 291

    Da aftenen nærmede sig, bredte en uvirkelig stilhed sig over Golgata. Mængden spredtes, og mange vendte tilbage til Jerusalem helt anderledes til sinds, end de havde været om morgenen. Mange var strømmet til ved korsfæstelsen af nysgerrighed og ikke af had mod Kristus. Alligevel troede de på præsternes beskyldninger og betragtede Kristus som en forbryder. På grund af en unaturlig ophidselse havde de sluttet sig sammen med hoben om at spotte ham. Men da jorden indhylledes i mørke og de blev ramt af deres egen samvittighed, følte de, at de havde gjort sig skyldige i en stor uret. Der hørtes ingen spøg eller hånlatter, så længe dette frygtelige mørke varede, og da det atter spredtes, skyndte de sig hjem i højtidelig tavshed. De var overbeviste om, at præsternes beskyldninger var falske, og at Jesus ikke gjorde krav på tronen. Og nogle få uger derefter, da Peter prædikede på pinsedagen, var de blandt de tusinder, der blev omvendt til Kristus.

    Men de jødiske ledere blev ikke forandrede ved de begivenheder, de havde været vidne til. Deres had over for Jesus var ikke blevet mindre. Det mørke, der havde indhyllet jorden under korsfæstelsen, var ikke tættere end det, som stadig hvilede over præsternes og rådsherrernes sind. Ved Kristi fødsel havde stjernen kendt ham og havde ledet de vise mænd hen til krybben, hvor han lå. De himmelske hærskarer havde kendt ham og havde sunget hans pris over sletterne ved Betlehem. Søen havde kendt hans røst og havde adlydt hans befaling. Sygdom og død havde anerkendt hans myndighed og havde overladt ham deres bytte. Solen havde kendt ham, og ved synet af hans lidelse i døden havde den skjult sit lys. Klipperne havde kendt ham og var smuldret hen i rædsel over hans råb. Den livløse natur havde genkendt Kristus og havde aflagt vidnesbyrd om hans guddommelighed. Men Israels præster og rådsherrer kendte ikke Guds Søn.

    Dog følte præsterne og rådsherrerne sig ikke rolige. De havde fuldført deres planer om at få Kristus henrettet; men de havde ikke den følelse af at have sejret, som de havde ventet. Selv i den time, hvor de tilsyneladende triumferede, var de plagede af tvivl om, hvad der nu ville ske. De havde hørt råbet: "Det er fuldbragt!" "Fader! i dine hænder betror jeg min ånd." Joh. 19,30; Luk. 23,46. De havde set klipperne revne og havde mærket det stærke jordskælv, og de var urolige og bekymrede.

    De havde været misundelige over Kristi indflydelse på folket, medens han levede. Nu var de misundelige på ham selv i døden. De frygtede den døde Kristus mere, ja, langt mere, end de nogen sinde havde frygtet den levende Kristus. De var bange for at få folkets opmærksomhed yderligere rettet mod de begivenheder, der var sket ved hans korsfæstelse. De frygtede for følgerne af denne dags gerning. Ikke under nogen omstændigheder ville de have tilladt, at hans legeme blev på korset på sabbatsdagen. Nu nærmede sabbatten sig, og det ville være en krænkelse af dens hellighed, hvis legemerne blev hængende på korset. Derfor benyttede de jødiske ledere dette som et påskud og bad Pilatus om, at ofrenes død måtte blive fremskyndet, og at deres legemer måtte blive fjernet før solens nedgang.

    Pilatus var lige så uvillig som de til at lade Jesu legeme blive på korset. Da de havde opnået hans samtykke, blev de to røveres ben knust for at fremskynde deres død; men man så, at Jesus allerede var død. De rå soldater var blevet mildere stemt ved, hvad de havde hørt og set med hensyn til Kristus, og de lod være med at knuse hans lemmer. Således blev påskens lov opfyldt ved ofringen af Guds Lam: "De må intet levne deraf til næste morgen, og de må ikke sønderbryde noget af dets ben. De skal fejre påsken i overensstemmelse med alle de anordninger, som gælder for den." 4Mos. 9,12.

    Præsterne og rådsherrerne blev forbløffede over at opdage, at Kristus var død. Døden ved korsfæstelse var langvarig. Det var vanskeligt at afgøre, hvornår livet var til ende. Det var noget uhørt, hvis man døde inden for seks timer efter korsfæstelsen. Præsterne ville gerne være helt sikre på, at Jesus var død, og efter tilskyndelse af dem stak en soldat et spyd ind i Frelserens side. Fra det sår, der således fremkom, flød der to rigelige og tydeligt adskilte strømme, den ene af blod og den anden af vand. Dette lagde alle de tilstedeværende mærke til, og Johannes beretter på en meget afgørende måde om denne begivenhed. Han siger: "Men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og straks flød der blod og vand ud. Og den, der har set det, har vidnet om det og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt for at også I skal tro. Thi dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: Intet ben skal sønderbrydes derpå! Og endnu et andet skriftord siger: De skal se hen til ham, de har gennemstunget." Joh. 19,34?37.

    Efter opstandelsen satte præsterne og rådsherrerne det rygte i omløb, at Kristus ikke var død på korset, men at han blot var besvimet og senere atter levede op. Et andet rygte hævdede, at det ikke var et virkeligt legeme af kød og ben, men noget, som lignede et legeme, der blev lagt i graven. De romerske soldaters handlemåde modbeviser disse løgne. De knuste ikke hans knogler, fordi han allerede var død. For at tilfredsstille præsterne gennemborede de hans side. Hvis livet ikke allerede havde været udslukt, ville dette sår have medført en øjeblikkelig død.

    Men det var ikke spydstikket, og det var ikke korsets lidelse, som var årsag til Jesu død. Det råb, der lød "med høj røst" (Matt. 27, 50; Luk. 23,46) i dødsøjeblikket, og blodet og vandet, der flød fra hans side, fortalte, at han døde af et knust hjerte. Hans hjerte var knust af åndelig kval. Han blev dræbt af verdens synd.

    Med Kristi død var disciplenes håb tilintetgjort. De betragtede han tillukkede øjenlåg og slapt hængende hoved, hans hår, der var sammenfiltret af blod, hans gennemborede hænder og fødder, og deres fortvivlelse var ubeskrivelig. Lige til det sidste havde de troet, at han ikke skulle dø. De kunne knap tro på, at han virkelig var død. De var så overvældede af sorg, at de ikke mindedes hans ord, der havde forudsagt alt dette. Intet af, hvad han havde sagt, kunne bringe dem trøst nu. De så kun korset og det blødende offer. Fremtiden syntes dem mørk af fortvivlelse. Deres tro på Jesus var tilintetgjort; men aldrig havde de elsket deres Herre som nu aldrig før havde de i den grad følt, hvad han betød for dem, og hvor meget de trængte til at være ham nær.

    Selv i døden var Kristi legeme meget dyrebart for hans disciple. De længtes efter at give ham en ærefuld begravelse, men de vidste ikke, hvordan det skulle lade sig gøre for dem. Den forbrydelse, som Jesus var blevet dømt for, var forræderi mod den romerske regering, og mænd, der var blevet henrettet for denne forbrydelse, var henvist til en begravelsesplads, der særligt var beregnet for den slags overtrædere. Disciplen Johannes var sammen med kvinderne fra Galilæa blevet stående ved korset. De kunne ikke overlade deres Herres legeme til de ufølsomme soldaters behandling og til at blive begravet i en vanærende grav. Men alligevel kunne de ikke forhindre dette. De kunne ikke opnå nogen begunstigelse fra de jødiske myndigheder, og de havde ingen indflydelse hos Pilatus.

    I denne kritiske situation kom Josef fra Arimatæa og Nikodemus disciplene til hjælp. Begge disse mænd var medlemmer af Sanhedrin og kendte Pilatus. De var begge rige og indflydelsesrige mænd. De havde besluttet, at Jesu legeme skulle have en ærefuld begravelse.

    Josef gik dristigt op til Pilatus og bad ham om at måtte få Jesu legeme. Her hørte Pilatus for første gang, at Jesus virkelig var død. Modstridende rygter var nået til ham med hensyn til de begivenheder, der knyttede sig til korsfæstelsen, men med vilje havde man forholdt meddelelsen om Kristi død for ham. Pilatus var af ypperstepræsterne og rådsherrerne blevet advaret mod bedrag fra Kristi disciple med hensyn til hans døde legeme. Da han havde hørt Josefs anmodning, sendte han derfor bud efter den høvedsmand, der havde ansvaret ved korset, og fik sikkerhed for, at Jesus virkelig var død. Af ham fik han også en beretning om begivenhederne på Golgata, som bekræftede, hvad Josef sagde.

    Josefs bøn blev opfyldt. Medens Johannes var bekymret for sin Mesters begravelse, vendte Josef tilbage med Pilatus befaling om udlevering af Kristi legeme, og Nikodemus kom og medbragte en kostbar blanding af myrra og aloe, næsten hundrede pund, som skulle bruges til balsameringen. End ikke de mest ansete mænd i Jerusalem kunne man have vist større ærbødighed i døden. Disciplene undrede sig over at se, at disse rige rådsherrer var lige så interesserede som de selv i deres Herres begravelse.

    Hverken Josef eller Nikodemus havde åbenlyst sluttet sig til Frelseren, medens han levede. De vidste, at et sådant skridt ville udelukke dem fra Sanhedrin, og de håbede at kunne beskytte ham ved deres indflydelse under dets møder. En tid så det ud til, at det skulle lykkes for dem; men de snedige præster, som så, at de handlede til fordel for Kristus, havde modarbejdet deres planer. Under deres fraværelse var Jesus blevet dømt og udleveret til at blive korsfæstet. Nu, hvor han var død, skjulte de ikke længere deres hengivenhed for ham. Medens disciplene var bange for åbenlyst at vise sig som hans tilhængere, kom Josef og Nikodemus dem dristigt til hjælp. På dette tidspunkt var disse rige og ansete mænds medvirken i højeste grad tiltrængt. De kunne udrette noget for deres døde Mester, som det var umuligt for de fattige disciple at gøre, og deres rigdom og anseelse beskyttede dem i vid udstrækning mod præsternes og rådsherrernes ondskab.

    Blidt og ærbødigt fjernede de med deres egne hænder Jesu legeme fra korset. Deres medlidende tårer flød, medens de betragtede hans mishandlede og forrevne skikkelse. Josef ejede en ny grav, der var hugget ind i en klippe. Denne havde han tiltænkt sig selv; men den lå nær ved Golgata, og nu beredte han den til Jesus. Det døde legeme blev sammen med de vellugtende salver, som Nikodemus havde bragt med sig, omhyggeligt svøbt ind i et linnedklæde, og Frelseren blev båret til graven. Der rettede de tre disciple de mishandlede lemmer ud og foldede de sårede hænder over brystet, hvor hjertet var ophørt med at banke. De galilæiske kvinder kom for at se, om alt var blevet gjort, som kunne gøres, for deres elskede lærers livløse skikkelse. De så også den tunge sten blive rullet hen foran indgangen til graven, og Frelseren var lagt til hvile. Kvinderne var de sidste ved korset og de sidste ved Kristi grav. Da tusmørket faldt på, dvælede Maria Magdalene og de andre Mariaer stadig ved Herrens hvilested og græd bitre tårer af sorg over den skæbne, der havde ramt ham, som de elskede. "Så vendte de tilbage ..... ; men sabbatten over holdt de sig stille efter lovens bud." Luk. 23,56.

    Det blev en sabbat, som de sørgende disciple og også præsterne, rådsherrerne, de skriftkloge og folket aldrig skulle komme til at glemme. Ved solnedgang på beredelsesdagen lød basunerne som tegn på, at sabbatten nu var begyndt. Påsken blev overholdt, som den var blevet det gennem århundreder, medens han, som den viste hen til, var blevet dræbt af onde menneskers hænder og lå i Josefs grav. På sabbatsdagen fyldtes tempelgårdene med andagtsøgende. Ypperstepræsten fra Golgata var der også, prægtigt klædt i sin præstedragt. Præster med hvid hovedbeklædning udførte deres pligter under udfoldelse af megen travlhed. Men nogle af de tilstedeværende fandt ikke hvile, medens tyrenes og bukkenes blod blev ofret for synden. De var sig ikke bevidst, at forbilledet havde mødt modbilledet, og at et uendelig stort offer var blevet bragt for verdens synd. De vidste ikke, at udførelsen af den rituelle tjeneste ikke mere havde noget værd. Men aldrig før var denne tjeneste blevet overværet med så modstridende følelser. Basunerne og musikinstrumenterne og sangernes stemmer klang lige så højt og klart som sædvanlig. Men en følelse af noget ukendt gennemsyrede alt. Den ene efter den anden spurgte, om der var sket en eller anden mærkelig begivenhed. Hidtil havde det allerhelligste været omhyggeligt bevogtet, så ingen trængte derind. Men nu var det åbent for alles øjne. Det tunge forhæng, der var fremstillet af rent linned stof og smukt udsyet med guld, violet og rødt purpurgarn, var sønderrevet fra øverst til nederst. Det sted, hvor Jehova havde mødtes med ypperstepræsten for at meddele sin herlighed, det sted, som havde været Guds hellige modtagelsesværelse, lå åbent for alles øjne som et sted, der ikke mere anerkendtes af Herren. Med mørke forudanelser gjorde præsterne tjeneste foran alteret. Afsløringen af det allerhelligstes indviede hemmeligheder fyldte dem med rædsel for kommende ulykker.

    Manges sind beskæftigede sig med tanker, der var sat i gang ved begivenhederne på Golgata. Fra korsfæstelsen til opstandelsen var der mange søvnløse øjne, der bestandig granskede profetierne nogle for at forstå den fulde betydning af den højtid, de nu fejrede, nogle for at finde beviser for, at Jesus ikke var den, han hævdede at være; andre ledte med sorgfuldt sind efter beviser for, at han var den sande Messias. Skønt der blev gransket med forskellige hensigter for øje, så var alle overbeviste om den samme sandhed: at der gennem begivenhederne i de sidste dage var sket en opfyldelse af profetierne, og at den korsfæstede var verdens genløser. Mange af dem, der dengang deltog i tempeltjenesten, tog aldrig nogen sinde igen del i påskens ritualer. Selv mange af præsterne var overbeviste om Jesu sande væsen. Deres ransagning af Skrifterne havde ikke været forgæves, og efter hans opstandelse erkendte de, at han var Guds Søn.

    Da Nikodemus så Jesus blive løftet op på korset, mindedes han hans ord, der var blevet sagt om natten på Oliebjerget: "Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan må Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham." Joh. 3,14?15. Da Kristus på sabbatten lå i graven, havde Nikodemus lejlighed til at tænke efter. Nu var hans sjæl oplyst af et klarere lys, og de ord, som Jesus havde sagt til ham, var ikke mere uforståelige. Han følte, at han var gået glip af meget ved ikke at slutte sig til Frelseren, medens han levede. Nu erindrede han begivenhederne på Golgata. Kristi bøn for sine mordere og hans svar på den døende røvers bøn talte til den lærde rådsherres sjæl. Atter så han Frelseren i hans dødskval, atter hørte han det sidste råb: "Det er fuldbragt," der lød som et sejrsråb. Atter så han jorden vakle, himmelen formørkes; han så det sønderrevne forhæng, de revnede klipper, og hans tro blev for evigt grundfæstet. Den samme begivenhed, der tilintetgjorde disciplenes håb, overbeviste Josef og Nikodemus om Jesu guddommelighed. Deres frygt blev besejret af en fast og urokkelig tro.

    Aldrig havde Kristus i den grad tiltrukket sig mængdens opmærksomhed som nu, hvor han var lagt i graven. Folk bragte, som de havde været vant til, deres syge og lidende til tempelgårdene og spurgte: Hvem kan fortælle os noget om Jesus fra Nazaret?" Mange var kommet langvejsfra for at træffe ham, der havde helbredt de syge og oprejst de døde. Alle vegne fra hørte man råbet: Hvor er Kristus, den store læge Ved denne lejlighed blev de, som man mente viste tegn til spedalskhed, undersøgt af præsterne. Mange var nødsaget til at høre, at deres mænd, hustruer eller børn blev erklæret for spedalske og fordømt til at forlade trygheden i deres hjem og deres venners omsorg for at advare fremmede med dette klageråb: "Uren uren!" Jesus fra Nazarets barmhjertige hænder, der aldrig holdt sig tilbage fra en helbredende berøring med den frastødende spedalske, lå foldede over hans bryst. De læber, der havde besvaret hans bøn med de trøstende ord: "Jeg vil; bliv ren!" (Matt. 8,3), var nu tavse. Mange henvendte sig til ypperstepræsterne og rådsherrerne for at finde medfølelse og hjælp, men forgæves. Folk var øjensynlig fast besluttede på atter at ville have den levende Kristus iblandt sig. Indtrængende og vedholdende spurgte de efter ham. De ville ikke lade sig afvise. Men de blev jaget bort fra tempelgårdene, og der blev stillet soldater på vagt ved portene for at holde de mange mennesker tilbage, der kom med deres syge og døende og forlangte at komme ind.

    De syge, der var kommet for at blive helbredt af Frelseren, faldt sammen af skuffelse. Gaderne var fulde af sørgende mennesker. De syge var ved at dø, fordi de manglede Jesu helbredende berøring. Det var forgæves, at man henvendte sig til læger; ingen kom i dygtighed på højde med ham, der hvilede i Josefs grav.

    De lidendes klageråb gjorde det klart for tusinder af sjæle, at et stort lys var blevet slukket i verden. Uden Kristus var jorden kun mørke og tomhed. Mange, hvis røst havde forstærket råbet: "Korsfæst, korsfæst ham," forstod nu tydeligt, hvilken ulykke der havde ramt dem, og de ville med lige så stor iver have råbt: Giv os Jesus tilbage! gid han dog endnu levede.

    Da folket fik at vide, at præsterne havde ladet Jesus henrette, blev der stillet spørgsmål med hensyn til hans død. Enkelthederne ved hans domfældelse var blevet holdt så hemmeligt som muligt; men i den tid, hvor han lå i graven, lød hans navn fra tusinder af læber, og beretninger om den fingerede retshandling og om præsternes og rådsherrernes umenneskelighed blev fortalt alle vegne. Disse præster og rådsherrer blev af kloge mænd hidkaldt for at forklare de gammeltestamentlige profetier om Messias, og medens de forsøgte at opfinde en eller anden usandhed til svar, blev de som vanvittige. De kunne ikke forklare de profetier, der viste hen til Kristi lidelse og død, og mange af de spørgende følte sig overbevist om, at Skrifterne var gået i opfyldelse.

    Den hævn, som præsterne havde tænkt skulle være så sød, var allerede blevet forbitret for dem. De vidste, at de måtte imødese en streng kritik fra folkets side. De vidste, at akkurat de samme, som de havde påvirket imod Jesus, nu var forfærdede over deres egen skændige gerning. Disse præster havde forsøgt at tro, at Jesus var en bedrager; men det var forgæves. Nogle af dem havde stået ved Lazarus grav og havde set den døde vende tilbage til livet. De skælvede af frygt for, at Kristus selv skulle opstå fra de døde og atter vise sig for dem. De havde hørt ham sige, at han havde magt til at give sit liv og atter tage det. De huskede, at han havde sagt: "Bryd dette tempel ned, og på tre dage skal jeg rejse det igen." Joh. 2,19. Judas havde fortalt dem om de ord, som Jesus havde talt til disciplene på den sidste vandring til Jerusalem. "Se, vi drager nu op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge; og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne til at spottes og piskes og korsfæstes; men på den tredje dag skal han opstå. "Matt. 20,18?19. Dengang de hørte disse ord, havde de spottet og gjort nar. Men nu huskede de, at Kristi forudsigelser hidtil var gået i opfyldelse. Han havde sagt, at han atter ville opstå på den tredje dag, og hvem kunne vide, om ikke også dette ville komme til at ske De længtes efter at gøre sig fri for disse tanker, men de kunne ikke. Ligesom deres fader, djævelen, både troede de og skælvede.

    Nu, hvor ophidselsens raseri var overstået, ville billedet af Kristus virke forstyrrende på deres sind. De så ham, som han stod der, ophøjet og uden at klage, foran sine fjender og led uden at beklage sig over deres hån og skældsord. Alle begivenhederne ved hans domfældelse og korsfæstelse vendte tilbage til dem med en overvældende overbevisning om, at han var Guds Søn. De følte, at han når som helst kunne stå foran dem, at den anklagede kunne blive anklageren, den dømte, den fordømmende, og den dræbte kunne kræve retfærdighed ved sine morderes død.

    De fik kun ringe hvile på denne sabbatsdag. Skønt de ikke ville overskride en hednings dørtærskel af frygt for at blive besmittede, så holdt de dog råd med hensyn til Jesu legeme. Døden og graven skulle beholde ham, som de havde korsfæstet. "Den næste dag, dagen efter beredelsesdagen, samledes ypperstepræsterne og farisæerne hos Pilatus og sagde: Herre, vi er kommet i tanker om, at denne bedrager sagde, mens han endnu levede: Efter tre dages forløb opstår jeg! Giv derfor befaling til, at graven skal bevogtes strengt indtil den tredje dag, for at ikke hans disciple skal komme og stjæle ham og sige til folket: Han er opstået fra de døde; og så vil det sidste bedrageri blive værre end det første Pilatus sagde til dem: Der har I vagtmandskab; gå hen og bevogt graven, så godt I kan." Matt. 27,62?65.

    Præsterne gav anvisning på, hvordan graven skulle bevogtes. Der var blevet anbragt en stor sten foran indgangen. Hen over denne sten spændte de reb og fastgjorde enderne til den massive klippe og forseglede dem med det romerske segl. Stenen kunne ikke flyttes, uden at seglet blev brudt. Derefter tog et vagthold på hundrede soldater opstilling om graven for at forhindre, at nogen rørte ved den. Præsterne gjorde alt, hvad de kunne, for at Kristi legeme skulle blive, hvor det var blevet lagt. Han lå i sin grav, der var så sikkert forseglet, som om han skulle blive der til alle tider.

    På denne måde lagde svage mennesker råd op og udførte deres planer. Kun lidt gjorde disse mordere sig klart, hvor unyttige deres anstrengelser var. Men Gud blev herliggjort ved deres handlinger. Netop de bestræbelser, der blev gjort for at hindre Kristi opstandelse, er de mest overbevisende argumenter til bevis for den. Jo større antallet af de soldater var, som var anbragt rundt om graven, jo stærkere ville beviset være for, at han var opstanden. Århundreder før Kristi død havde Helligånden ved salmisten forkyndt: "Hvorfor fnyser hedninger, hvi pønser folkefærd på, hvad fåfængt er? Jordens konger rejser sig, fyrster samles til råd mod Herren og mod hans salvede .. . Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem." Sl. 2,1?4. Romerske vagter og romerske våben var magtesløse til at holde livets fyrste fangen i graven. Hans befrielses time nærmede sig.