Dato og tid
     
    Chatboks
    Du skal være logget på for at skrive en kommentar på webstedet - enten log på eller hvis du ikke er medlem klik her for medlemskab


    Endnu ingen beskeder.
    17. - Jesus på Golgatas kors
    torsdag. 21 februar 2013
    af Uploadet af Andreas Falck forfatter liste
    i At finde vejen til Jesus
    hits: 361

    Og da de var kommet til det sted, der kaldes Golgata, (Hovedskal) korsfæstede de ham der." "For at han kunne hellige folket ved sit blod," led Kristus "uden for byporten." Hebr. 13,12. Adam og Eva blev forvist fra Edens have på grund af deres overtrædelse af Guds lov. Kristus, vor stedfortræder, skulle lide uden for Jerusalems byområde. Han døde uden for byporten, dér, hvor forbrydere og mordere blev henrettet. Der ligger en dyb betydning i disse ord: "Kristus løskøbte os fra lovens forbandelse, idet han blev en forbandelse for vor skyld." Gal. 3,13.

    En stor skare fulgte Jesus fra domhuset til Golgata. Meddelelsen om hans domfældelse havde spredt sig i hele Jerusalem, og mennesker af alle samfundsklasser og alle slags strømmede ud til det sted, hvor han skulle korsfæstes. Præsterne og rådsherrerne havde været bundet af et løfte om ikke at forulempe Kristi disciple, hvis han selv blev udleveret til dem, og disciplene og de troende fra byen og hele omegnen sluttede sig til skaren, der fulgte Frelseren. Da Jesus kom forbi indgangsporten til Pilatus borg, blev det kors, der var tiltænkt Barabbas, lagt på hans blødende og forslåede skuldre. To af Barabbas medskyldige skulle lide døden samtidig med Jesus, og også på dem blev der lagt kors. Frelserens byrde var alt for tung for ham at bære, så svag og lidende som han var. Siden påskemåltidet sammen med disciplene havde han hverken fået mad eller drikke. Han havde i Getsemane have været i strid med djævelske kræfter. Han havde båret lidelsen ved at blive forrådt og havde set sine disciple svigte ham og flygte. Han var blevet ført til Annas og derefter til Kajfas og så til Pilatus. Fra Pilatus var han blevet sendt til Herodes og derfra atter til Pilatus. Fra krænkelser til nye krænkelser, fra hånsord til hånsord, to gange pint med at blive pisket, hele natten igennem var der sket begivenhed efter begivenhed, der var af en art, som til det yderste var prøvende for et menneskes sjæl. Kristus havde ikke svigtet. Han havde ikke sagt et ord, der ikke tjente til at herliggøre Gud. Under hele denne skændige farceagtige retshandling havde han optrådt med styrke og værdighed. Men da korset efter den anden hudstrygning blev lagt på ham, kunne hans menneskenatur ikke udholde mere. Han segnede besvimet om under byrden.

    Skaren, der fulgte med Frelseren, så hans svage og vaklende skridt, men de udviste ingen medlidenhed. De hånede og spottede ham, fordi han ikke kunne bære det tunge kors. Atter blev byrden lagt på ham, og atter segnede han besvimet til jorden. Hans bødler så, at det var umuligt for ham at bære sin byrde længere. De havde vanskelighed med at finde en eller anden, der ville bære den ydmygende byrde. Jøderne selv kunne ikke gøre det på grund af besmittelsen, der ville forhindre dem i at tage del i påskehøjtiden. Ikke engang nogen af de mange mennesker, der fulgte ham, ville nedlade sig til at bære korset.

    På dette tidspunkt møder skaren en fremmed, Simon fra Kyrene, der kommer ude fra landet. Han hører mængdens hån og grovheder; han hører de ringeagtende ord, der stadig bliver gentaget: Gør plads for jødernes konge!" Han standser i undren over dette syn, og da han giver udtryk for sin medynk, griber de ham og lægger korset på hans skuldre.

    Simon havde hørt om Kristus. Hans sønner troede på Frelseren, men han var ikke selv en discipel. Det blev for Simon en velsignelse at bære korset til Golgata, og han var altid siden hen taknemmelig for denne forsynets styrelse. Dette fik ham til af eget frit valg at tage Kristi kors på sig og altid med glæde bære dets byrde.

    Der var adskillige kvinder med i skaren, der fulgte den skyldfri til hans grusomme død. Deres opmærksomhed var rettet mod Jesus. Nogle af dem havde set ham før. Nogle af dem havde båret deres syge og lidende til ham. Nogle af dem var selv blevet helbredt. Der bliver fortalt om de oplevelser, de har haft. De undrer sig over mængdens had over for ham, for hvem deres egne hjerter bløder og er nær ved at briste af sorg. Og uden at tage hensyn til den ophidsede skare eller til præsternes og rådsherrernes vrede ord giver disse kvinder udtryk for deres kærlige deltagelse. Da Jesus segner under korset, bryder de ud i klagende gråd.

    Dette var det eneste, der tiltrak sig Kristi opmærksomhed. Så lidende som han end var, medens han bar verdens synd, så var deres udtryk for sorg ham ikke ligegyldigt. Han betragtede disse kvinder med den ømmeste medfølelse. De troede ikke på ham. Han vidste, at de ikke græd over ham som den, der var udsendt af Gud, men at de lod sig røre af følelser af menneskelig medlidenhed. Han ringeagtede ikke deres deltagelse, men den vakte en dybere medfølelse for dem i hans sjæl. "I Jerusalems døtre!" sagde han, "græd ikke over mig, men græd over jer selv og over jeres børn!" Fra hvad der foregik omkring ham, så Kristus frem til tiden for Jerusalems ødelæggelse. Under disse frygtelige begivenheder skulle mange af dem, der nu græd over ham, omkomme sammen med deres børn.

    Fra Jerusalems fald vandrede Jesu tanker videre frem til den større dom. I ødelæggelsen af den ugudelige by så han et symbol på den endelige ødelæggelse, der skulle ramme verden. Han sagde: "Da skal man give sig til at sige til bjergene: Fald over os! og til højene: Skjul os! Thi gør man således ved det grønne træ, hvordan vil det da gå med det visne!" Ved det grønne træ hentydede Jesus til sig selv, den skyldfri Frelser. Gud tillod, at hans vrede over overtrædelserne ramte hans elskede Søn. Jesus skulle korsfæstes for menneskers synd. Hvilken lidelse ville så ikke den synder komme til at bære, som blev ved med at synde. Alle de, som ikke omvendte sig og ikke troede, ville komme til at opleve en sorg og elendighed, som der ikke findes ord for.

    I mængden, der fulgte med Frelseren til Golgata, fandtes mange af dem, der havde hilst ham med glade hosiannaråb og viftende palmegrene, da han holdt sit indtog i Jerusalem. Men ikke så få af dem, der dengang havde hyldet og lovprist ham, fordi det hørte sig til at gøre det, var nu med til at råbe: "Korsfæst ham, korsfæst ham!" Da Kristus red ind i Jerusalem, havde disciplenes forhåbninger nået deres højdepunkt. De havde flokkedes tæt om deres Mester og følt, at det var en ære at være knyttet til ham. Nu under hans ydmygelse fulgte de ham i frastand. De var sorgfulde og knugede under deres skuffede forhåbninger. Hvor gik ikke Jesu ord i opfyldelse: "I denne nat skal I alle forarges på mig; thi der står skrevet: Jeg vil slå hyrden, og fårehjorden skal spredes." Matt. 26,31.

    Da man kom til henrettelsesstedet, blev fangerne bundet til torturredskaberne. De to røvere gjorde modstand mod dem, der anbragte dem på korset; men Jesus gjorde ingen modstand. Jesu moder havde, støttet af den elskede discipel Johannes, fulgt lige efter sin søn til Golgata. Hun havde set ham segne under ,korsets byrde og havde længtes efter at støtte hans sårede hoved med sin hånd og at bade den pande, der engang havde hvilet ved hendes bryst. Men hun fik ikke lov til at få denne smertelige forrettighed. Hun nærede stadig det samme håb om disciplene: at Jesus nu ville bevise sin magt og befri sig for sine fjender. Men atter blev hun tung om hjertet, da hun mindedes de ord, med hvilke han havde forudsagt netop de begivenheder, der nu fandt sted. Da røverne blev bundet til korset, så hun til med kvalfuld forventning. Ville mon han, der havde givet de døde livet, finde sig i at blive korsfæstet? Ville mon Guds Søn finde sig i at blive henrettet på denne frygtelige måde Skulle hun da opgive sin tro på, at Jesus var Messias. Skulle hun være vidne til hans skændsel og smerte uden endog at få lov til at hjælpe ham i hans kval Hun så hans hænder blive strakt ud på korset, og da naglerne blev slået ind gennem det bløde kød, bar de sønderknuste disciple Jesu moders besvimede skikkelse bort fra det frygtelige syn.

    Fra Frelseren lød der ikke en eneste klage. Hans ansigt blev ved med at være roligt og afklaret, men sveden perlede i store dråber på hans pande. Der var ingen medlidende hånd, som kunne tørre dødens dug bort fra hans ansigt, og ingen deltagende eller usvigeligt trofaste ord, der kunne trøste hans menneskehjerte. Medens soldaterne udførte deres skrækkelige arbejde, bad Jesus for sine fjender: "Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør." Hans tanker vandrede fra hans egen lidelse til hans bødlers synd og den forfærdelige gengældelse, der ville ramme dem. Ingen forbandelser blev nedkaldt over soldaterne, som behandlede ham så grusomt. Ingen hævn blev udtalt over præsterne og rådsherrerne, der hoverede over at se deres planer lykkes. Han fremåndede kun en bøn om, at de måtte finde tilgivelse "thi de ved ikke, hvad de gør".

    Hvis de havde vidst, at de udleverede ham til tortur, der var kommet for at frelse den syndige slægt fra evig undergang, ville de være blevet grebet af anger og rædsel. Men deres uvidenhed var ingen undskyldning for deres brøde; thi det var deres forrettighed at kende og modtage Jesus som deres Frelser. Nogle af dem ville dog komme til at se deres synd og angre og omvende sig. Nogle ville ved deres hårdnakkethed gøre det umuligt, at Jesu bøn for dem blev opfyldt. Men på trods af det alt sammen var Guds formål ved at nå sin fuldendelse. Jesus erhvervede sig retten til at være menneskers talsmand over for Faderen.

    Den bøn, som Kristus bad for sine fjender, omfattede hele verden. Den omfattede hver eneste synder, der havde levet eller skulle komme til at leve lige fra verdens begyndelse til tidernes ende. Skylden for at have korsfæstet Guds Søn hviler på alle. Tilgivelsen bliver gavmildt tilbudt alle. Enhver, som ønsker det, kan få fred med Gud og arve evigt liv.

    Så snart Jesus var blevet naglet til korset, blev det løftet op af stærke mænd og med den største voldsomhed stødt ned i det sted, der var gjort i stand til det. Dette voldte Guds Søn den største kval. Pilatus affattede så en indskrift på hebraisk, græsk og latin og lod den anbringe øverst på korset. Den lød således: "Jesus fra Nazaret, jødernes konge." Denne indskrift virkede irriterende på jøderne. I Pilatus gård havde de skreget: "Korsfæst ham." Vi har ingen anden konge end kejseren." Joh. 19,15. De havde erklæret, at enhver, der anerkendte en anden konge, var en forræder. Pilatus skrev ud fra den opfattelse, de havde givet udtryk for. Der blev ikke nævnet nogen forbrydelse ud over, at Jesus var jødernes konge. Indskriften var faktisk en indrømmelse af jødernes lydighed over for romervældet. Den erklærede, at enhver, der måtte hævde at være Israels konge, af dem ville blive regnet for at have fortjent døden. Præsterne havde spændt buen for højt. Da de lagde planer om Kristi død, havde Kajfas erklæret, at det var formålstjenligt, at ét menneske døde for at redde folket. Nu åbenbarede deres hykleri sig. For at skaffe sig af med Kristus havde de været parat til at ofre endog deres selvstændighed som et folk.

    Præsterne indså, hvad de havde gjort, og de bad Pilatus om at ændre indskriften. Dø sagde: "Skriv ikke: Jødernes konge, men Han sagde: Jeg er jødernes konge." Men Pilatus var vred på sig selv på grund af sin tidligere svaghed, og han foragtede af ganske hjerte de skinsyge og listige præster og rådsherrer. Han svarede koldt: "Hvad jeg skrev, det skrev jeg."

    En højere magt end Pilatus eller jøderne havde sørget for anbringelsen af denne indskrift over Jesu hoved. Den var efter Guds forsyn bestemt til at vække tanken og tilskynde til at granske Skrifterne. Det sted, hvor Kristus blev korsfæstet, lå nær ved byen. Tusinder af mennesker fra alle lande var dengang i Jerusalem, og indskriften, der erklærede Jesus fra Nazaret far at være Messias, ville ikke undgå deres opmærksomhed. Den var en levende sandhed, der var blevet skrevet med en hånd, som Gud selv havde ført.

    Ved Kristi lidelse på korset gik profetien i opfyldelse. Hundreder af år før korsfæstelsen havde Frelseren forudsagt, hvilken behandling han ville komme til at modtage. Han sagde: "Thi hunde står omkring mig, onde i flok omringer mig, de har gennemboret mine hænder og fødder, jeg kan tælle alle mine ben; med skadefryd ser de på mig. Mine klæder deler de mellem sig, om kjortelen kaster de lod." Sl. 22,17?19. Profetien om hans klæder blev opfyldt uden medvirken eller indblanding fra den korsfæstedes venner eller fjender. De soldater, der havde naglet ham til korset, havde ret til at få hans klæder. Kristus hørte mændene strides, medens de delte klæderne mellem sig. Kjortelen var vævet helt uden sammensyninger, og de sagde: "Lad os ikke skære den i stykker, men kaste lod om, hvem den skal tilhøre."

    I en anden profeti forkyndte Frelseren: "Spot har ulægeligt knust mit hjerte; jeg bied forgæves på medynk, på trøstere uden at finde; de gav mig malurt at spise og slukkede min tørst med eddike." Sl. 69,21?22. Det var tilladt at give dem, der led døden på korset, en bedøvende drik for at døve smerterne. Denne drik blev tilbudt Jesus, men da han havde smagt den, ville han ikke drikke den. Han ville ikke tage imod noget, der kunne omtåge hans sind. Hans tro måtte bevare sit faste holdepunkt i Gud. Heri bestod hans eneste styrke. At gøre sanserne omtågede ville være det samme som at give Satan en fordel.

    Jesu fjender gav deres had imod ham luft, medens han hang på korset. Præster, rådsherrer og skriftkloge forenede sig med hoben om at spotte den døende Frelser. Ved dåben og forklarelsen havde Guds røst ladet sig høre, idet den forkyndte, at Kristus var Guds Søn, og atter, lige før Kristus blev forrådt, havde Faderen talt og givet vidnesbyrd om hans guddommelige oprindelse. Men nu var den himmelske stemme tavs. Der hørtes intet vidnesbyrd, som priste Kristus. Ganske alene udholdt han skældsord og hån fra onde mennesker.

    Hvis du er Guds Søn, sagde de, så stig ned af korset. Lad ham frelse sig selv, bevis han er Guds Kristus, den udvalgte I fristelsens ørken havde Satan erklæret: Hvis du er Guds Søn, så sig, at stenene dér skal blive til brød. Hvis du er Guds Søn, så styrt dig ned fra templets tinde. Matt. 4,3. 6. Og Satan var sammen med sine engle i menneskeskikkelse til stede ved korset. Dødsfjenden og hans hærskare gjorde fælles sag med præsterne og rådsherrerne. Folkets lærere havde ophidset den uvidende folkemængde til at afsige dom over én, som mange af dem aldrig havde set, før de blev ansporet til at fremkomme med vidnesbyrd imod ham.

    Præsterne, rådsherrerne, farisæerne og den forhærdede pøbel forenede sig i et djævelsk og vanvittigt raseri. Religiøse rådsherrer sluttede sig sammen med Satan og hans engle. De handlede efter hans bud.

    Midt i sin lidelse og dødskval hørte Jesus hvert ord, som præsterne sagde: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge! Lad ham nu stige ned af korset, så vil vi tro på ham."

    Kristus kunne være steget ned af korset; men det er, fordi han ikke ville frelse sig selv, at synderen kan håbe på Guds tilgivelse og velbehag.

    Ved at spotte Frelseren gentog de mænd, der hævdede at være profetiernes fortolkere, netop de samme ord, som det ved Ånden var blevet forudsagt, at de ville sige ved denne lejlighed. Men i deres forblindethed kunne de ikke se, at de opfyldte profetiens ord. De, som hånligt sagde: "Han har sat sin lid til Gud; lad ham nu udfri ham, hvis han har velbehag i ham; han har jo sagt: Jeg er Guds Søn!" havde ikke tænkt sig, at deres vidnesbyrd skulle give genlyd gennem tiderne. Men skønt disse ord blev sagt som en hån, så fik de mennesker til at granske Skrifterne som aldrig før. Kloge mennesker hørte, granskede, overvejede og bad. Der var nogle, der ikke fik rist eller ro, før de ved at sammenligne det ene skriftsted med det andet fattede betydningen af Kristi gerning. Aldrig nogen sinde før havde der været en så almen viden om Jesus, som da han hang på korset. Sandhedens lys skinnede ind i hjertet hos mange af dem, der var vidne til korsfæstelsen, og som hørte Kristi ord.

    Der var et eneste glimt af trøst for Jesus, da han led på korset. Det var den angrende røvers bøn. Begge de mænd, der blev korsfæstet sammen med Jesus, havde i begyndelsen spottet ham, og den ene af dem blev under sine pinsler endnu mere trodsig og udfordrende. Men det var anderledes med hans medskyldige. Denne mand var ikke nogen forhærdet forbryder. Han var kommen på gale veje på grund af slet selskab, men han var mindre strafskyldig end mange af dem, der stod ved siden af korset og forhånede Frelseren. Han havde set og hørt Jesus og var blevet overbevist ved hans lære, men præsterne og rådsherrerne havde fået ham til atter at vende sig fra ham. I et forsøg på at undertrykke sin overbevisning havde han styrtet sig længere og længere ud i synd, indtil han blev grebet, stillet for retten som en forbryder og dømt til døden på korset. I retssalen og på vejen til Golgata havde han været sammen med Jesus. Han havde hørt Pilatus erklære: "Jeg finder ingen skyld hos ham." Joh. 19,4. Han havde lagt mærke til hans guddommelige optræden og hans medlidende tilgivelse af sine bødler. Fra korset ser han de mange store religiøse personligheder foragteligt pege fingre og gøre nar af den Herre Jesus. Han ser dem ryste på hovedet. Han hører, hvordan de spottende ord bliver gentaget af hans medskyldige: "Er du ikke Kristus Frels dig selv og ost" Blandt dem, der går forbi, hører han mange ord blive sagt til Jesu forsvar. Han hører dem gentage hans ord og fortælle om hans gerninger. Atter føler han sig overbevist om, at denne mand er Kristus. Han vender sig til sin medskyldige og siger: "Frygter end ikke du Gud, skønt du er under den samme dom" De døende røvere har ikke mere at frygte af mennesker; men denne overbevisning trænger sig ind på den ene af dem, at der er en Gud at frygte og en fremtid, der får ham til at bæve. Og nu er hans livs historie ved at være til ende, medens han er så besmittet af synden. "Og vi er det med rette," jamrer han, "vi får jo kun løn som forskyldt; men denne mand har intet ondt gjort "

    Nu er der ingen vaklen mere. Der er ingen tvivl og ingen bebrejdelser. Da røveren blev dømt for sin forbrydelse, havde han følt sig håbløs og fortvivlet; men nu dukker mærkeligt milde tanker frem. Han mindes alt det, han har hørt om Jesus, hvordan han har helbredt de syge og tilgivet synder. Han har hørt beretninger fra dem, der troede på Jesus og grædende fulgte ham. Han har set og læst indskriften over Frelserens hoved. Han har hørt den blive gentaget af de forbipasserende, af nogle med sorgfuldt skælvende læber og af andre spøgende og med spot. Helligånden oplyser hans sind, og lidt efter lidt kædes begivenhederne sammen. Han ser i Jesus, som er slagen, spottet og hængt op på et kors, Guds Lam, som borttager verdens synd. Håb og frygt blandes i hans røst, da denne hjælpeløse, døende sjæl giver sig over til en døende Frelser. Han udbryder: Herre kom mig i hu, når du kommer i dit rige!

    Og svaret kommer hastigt. Mildt og blidt lyder stemmen, og ordene er fulde af kærlighed, medlidenhed og kraft: Sandelig siger jeg dig i dag: du skal være med mig i Paradis.

    I de lange, kvalfulde timer har kun spot og hån lydt for Jesu øren. Endnu medens han hænger på korset, trænger lyden af forhånelser og forbandelser op til ham. Med længselsfuldt sind har han lyttet efter et eller andet udtryk for tro fra sine disciple. Han har kun hørt de sorgfulde ord: "Vi havde håbet, at han var den, der skulle forløse Israel." Hvor var ikke Frelseren taknemmelig for dette udtryk for tro og kærlighed fra den døende røver! Medens jødernes ledere forkaster ham og selv disciplene tvivler om hans guddommelighed, kalder denne stakkels røver, som er lige ved evighedensgrænse, Jesus Herre. Der var mange, der var rede til at kalde ham Herre, dengang han gjorde undere, og efter at han var opstået af graven; men ingen anerkendte ham, da han hang døende på korset, undtagen den angrende røver, der blev frelst i den elevte time.

    De omkringstående opfangede ordene, da røveren kaldte Jesus Herre. Tonen i den angrende mands stemme fangede deres opmærksomhed. De samme, som ved korsets fod havde været i strid om Kristi klæder og kastet lod om hans kjortel, standsede op for at lytte. De dæmpede deres vrede stemmer. Med tilbageholdt åndedræt betragtede de Kristus og ventede på svaret fra disse døende læber.

    Da Kristus talte de forjættende ord, var det, som om den mørke sky, der syntes at indhylle korset, blev gennemtrængt af et klart og levende lys. Den angrende røver modtog den fuldkomne fred, som er en følge af at være antaget af Gud. Kristus blev herliggjort midt i sin ydmygelse. Han, som i alle andres øjne syntes at være besejret, var selv sejrherre. Han var blevet erkendt som den, der bærer synden. Mennesker kan udøve deres magt over hans menneskelige legeme. De kan gennembore hans hellige tindinger med tornekronen. De kan berøve ham hans klæder og strides om fordelingen af dem. Men de kan ikke berøve ham magten til at forlade synder. Medens han er ved at dø, giver han vidnesbyrd om sin egen guddommelighed og om sin Faders herlighed. Hans øre er ikke for sløvt til at høre, og hans arm er ikke for kort til at frelse. Det er hans kongelige ret at frelse til det yderste alle dem, der kommer til Gud ved ham.

    Jeg siger dig i dag: du skal være med mig i Paradis! Kristus lovede ikke røveren, at han den samme dag skulle være sammen med ham i Paradis. Han drog ikke selv til Paradis den dag. Han sov i graven, og på opstandelsens morgen sagde han: "Jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader." Joh. 20,27. Men dette løfte blev givet på korsfæstelsesdagen, denne dag, hvor alt tilsyneladende var nederlag og mørke. "I dag," medens Kristus dør på korset som en forbryder, tilsiger han den arme synder: Du skal være med mig i Paradis.

    Røverne, der blev korsfæstet sammen med Jesus, var anbragt "én på hver side, og Jesus i midten". Dette var gjort efter præsternes og rådsherrernes anvisning. Kristi plads midt imellem røverne skulle betegne, at han var den største forbryder af de tre. Således opfyldtes Skriften: Han "regnedes blandt overtrædere". Es. 53,12. Men præsterne indså ikke den fulde betydning af deres handling. Ligesom Jesus, da han blev korsfæstet sammen med røverne, fik sin plads "i midten", sådan fik hans kors sin plads midt i en verden, der ligger i det onde. Og de tilgivende ord, der blev talt til den angrende røver, tændte et lys, der vil skinne til jordens fjerneste grænser.

    Med undren var englene vidne til Jesu uendelige kærlighed. Medens han selv led de største legemlige og sjælelige kvaler, tænkte han kun på andre og opmuntrede denne angrende sjæl til at tro. Under sin ydmygelse havde han som en profet henvendt sig til Jerusalems døtre. Som ypperstepræst og talsmand havde han tryglet Faderen om at tilgive hans mordere, og som en kærlig Frelser havde han tilgivet den angrende røver hans synder.

    Medens Jesu blik vandrede hen over skaren, som omgav ham, var der en skikkelse, der fangede hans opmærksomhed. Ved korsets fod stod hans moder. Hun kunne ikke udholde at være borte fra sin søn, og Johannes, som vidste, at der ikke var lang tid tilbage, havde atter bragt hende hen til korset. I sin dødsstund huskede Kristus på sin moder. Han så hende ind i hendes fortvivlede ansigt, og derpå så han på Johannes og sagde så til hende: "Kvinde! se, det er din søn." Derefter sagde han til Johannes: "Se, det er din moder." Johannes forstod Kristi ord og tog mod hende, som blev betroet til ham. Han førte straks Maria med sig til sit hjem, og fra den samme time drog han den kærligste omsorg for hende. O, medlidende og kærlige Frelser! Midt i al sin legemlige smerte og åndelige kval havde han tanke for sin moders pleje og beskyttelse. Han ejede ikke penge, hvormed han kunne sørge for hende; men han havde en stor plads i Johannes hjerte, og Jesus gav sin moder til ham som en dyrebar arv. Således sørgede han for, at hun fik det, som hun allermest trængte til: den kærlige deltagelse fra et menneske, der elskede hende, fordi hun elskede Jesus. Og ved at modtage hende som en betroet skat fik Johannes megen velsignelse. Hun var en stadig erindring om hans elskede Mester.

    Dette fuldkomne eksempel på Kristi sønlige kærlighed stråler med uformørket glans gennem tidernes mørke. I næsten tredive år havde Jesus ved sit daglige arbejde hjulpet hende med at bære hjemmets byrder, og nu, selv i sin sidste nød, husker han at sørge for sin bedrøvede, ensomme moder. Den samme ånd vil man finde hos enhver af vor Herres disciple. De, som følger Kristus, vil regne det for en del af deres gudsdyrkelse at ære og sørge for deres forældre. Fra et hjerte, hvor hans kærlighed næres, vil en fader eller moder aldrig komme til at mangle omhyggelig pleje og kærlig deltagelse.

    Og nu var herlighedens Herre ved at dø som løsesum for menneskeslægten. Da Kristus hengav sit dyrebare liv, blev han ikke opretholdt af sejrens glæde. Alt var som det dybeste mørke. Det var ikke frygten for døden, der tyngede ham. Det var ikke korsets pine og skam, der voldte hans usigelige sjælekval. Kristus var de lidendes konge; men hans lidelser stammede fra en fornemmelse af syndens ondskab, fra en viden om, at ved at gøre sig fortrolig med det onde var mennesket blevet forblindet for dets afskyelighed. Kristus så, hvor stærk et greb synden har om menneskehjertet, og hvor få der ville være villige til at bryde med dens magt. Han vidste, at uden Guds hjælp måtte menneskeslægten gå til grunde, og han så, hvordan mange gik til grunde, selv om hjælpen i rigt mål var inden for rækkevidde.

    Al vor synd blev lagt på Kristus som vor stedfortræder og selvskyldner. Han blev regnet for en overtræder, for at han skulle frelse os fra lovens fordømmelse. Den skyld, der hvilede på enhver af Adams efterkommere, tyngede hans hjerte. Guds vrede over synden og den frygtelige tilkendegivelse af hans mishag på grund af synden fyldte hans Søns sjæl med forfærdelse.

    Gennem hele sit liv havde Kristus for den faldne verden forkyndt det gode budskab om Faderens barmhjertighed og tilgivende kærlighed. Han havde forkyndt frelse selv for den største af alle syndere. Men nu, hvor han bærer den frygtelige byrde af skyld, kan han ikke se Faderens tilgivende ansigt. At det guddommelige åsyn var forsvundet for Frelseren i denne time i den største nød, skar ham i hjertet med en smerte, som mennesker aldrig helt vil kunne fatte. Så stor var denne kval, at hans legemlige lidelser næppe føltes.

    Satan pinte Jesu hjerte med de voldsomste fristelser. Frelseren kunne ikke se gennem gravens porte. Der var intet håb, som forkyndte ham, at han skulle stige op af graven som sejrherre, eller som fortalte ham, at hans Fader havde taget imod hans offer. Han frygtede for, at synden var så krænkende for Gud, at deres adskillelse skulle blive evig. Kristus følte den smerte, som synderen må føle, når nåden ikke mere går i forbøn for den faldne slægt. Det var følelsen af synden, som ved at nedkalde Faderens vrede over ham som menneskets stedfortræder gjorde den kalk, han måtte tømme, så bitter, og som knuste Guds Søns hjerte.

    Med undren var englene vidne til Frelserens fortvivlede sjælekval. De himmelske hærskare tildækkede deres ansigter for ikke at se det forfærdelige syn. Den livløse natur udtrykte deltagelse for sin krænkede og døende Skaber. Solen nægtede at beskue det frygtelige syn. Dens klare stråler oplyste jorden i deres fulde middagsglans, da det pludselig var, som om den var udslukt. Et fuldkomment mørke indhyllede korset som et ligklæde. "Der blev mørke aver hele landet indtil den niende time." Der var ingen solformørkelse eller anden naturlig årsag til dette mørke, der var så tæt som ved midnatstid uden måne eller stjerner. Det var et underfuldt vidnesbyrd, der blev givet af Gud, for at senere slægter kunne blive styrkede i troen.

    I dette tætte mørke skjulte Gud sin tilstedeværelse. Han gør mørket til sit telt og skjuler sin herlighed for menneskers øjne. Gud og hans hellige engle var ved siden af korset. Faderen var hos sin Søn. Dog åbenbarede han ikke sin nærværelse. Hvis hans herlighed havde strålet fra skyen, ville enhver menneskelig tilskuer være gået til grunde. Og i denne frygtelige stund skulle Kristus ikke blive trøstet ved Faderens nærværelse. Han trådte vinpersen alene, og af folket var der ingen hos ham.

    I dette tætte mørke skjulte Gud sin Søns sidste menneskelige dødskamp. Alle, der havde set Kristus under hans lidelse, havde været overbevist om hans guddommelighed. Når mennesker én gang havde set dette ansigt, kunne de aldrig glemme det. Ligesom Kains ansigt gav udtryk for, at han var skyldig i et mord, sådan åbenbarede Kristi ansigt uskyldighed, ophøjet ro og menneskekærlighed, Guds eget billede. Men hans anklagere ville ikke ænse dette himmelske segl. Igennem de lange timers kval havde den spottende mængde stirret på Kristus. Nu skjulte Gud ham i sin nåde under sin kappe.

    Det var, som om gravens stilhed havde sænket sig over Golgata. Skaren, der havde forsamlet sig omkring korset, blev grebet af en usigelig rædsel. Forbandelserne og hånsordene standsede midt i afbrudte sætninger. Mænd, kvinder og børn kastede sig ned på jorden. Undertiden flammede stærke lyn frem fra skyen og åbenbarede korset og den korsfæstede Frelser. Præsterne, rådsherrerne, de skriftkloge, bødlerne og hoben mente alle, at gengældelsens time nu var kommet. Efter en tids forløb var der nogen, der hviskede, at nu ville Jesus stige ned fra korset. Nogle forsøgte at famle sig tilbage til byen, medens de slog sig for brystet og jamrede af frygt.

    Ved den niende time spredtes mørket over folket, men stadig indhyllede det Frelseren. Det var som et symbol på den kval og rædsel, der knugede hans sjæl. Intet blik kunne trænge igennem det mørke, der omgav korset, og ingen kunne trænge ind i det endnu dybere mørke, der indhyllede Kristi lidende sjæl. Det var, som om de heftige lynglimt blev slynget imod ham, medens han hang på korset. Da "råbte Jesus med høj røst og sagde: Eli! Eli! Lema sabaktania" "Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig" Da det ydre mørke sænkede sig over Frelseren, var der mange, som udbrød: Himmelens hævn rammer ham. Guds vredes tordenkiler slynges imod ham, fordi han gjorde krav på at være Guds Søn. Mange af dem, der troede på ham, hørte hans fortvivlede råb. Håbet svigtede dem. Hvis Gud havde forladt Jesus, hvad havde så hans disciple at stole på Da mørket lettede fra Kristi sønderknuste sjæl, vågnede en følelse af fysisk lidelse, og han sagde: "Jeg tørster!" En af de romerske soldater, der følte medlidenhed ved synet af de indtørrede læber, tog en svamp og stak den på en isopstængel, dyppede den i et kar med eddike og rakte den op til Jesus. Men præsterne gjorde nar af hans kval. Da mørket sænkede sig aver jorden, var de blevet forskrækkede, men da skrækken blev mindre, vendte frygten for, at Jesus skulle undkomme fra dem, atter tilbage. Hans ord: "Eli! Eli ! Lema sabaktania" havde de givet en forkert fortolkning. Med den bitreste foragt og hån sagde de: "Han kalder på Elias." De afslog at benytte den sidste lejlighed til at lindre hans lidelser. "Bi lidt!" sagde de. "Lad os se, om Elias kommer for at frelse ham!"

    Guds skyldfri Søn hang på korset, og hans legeme var flænget af piskeslag. Disse hænder, der så ofte var blevet udrakt til velsignelse, var naglede til træbjælkerne. Disse fødder, der var så utrættelige, når det gjaldt kærlighedsgerninger, var naglet fast til træet. Dette kongelige hoved var såret af tornekronen. Disse skælvende læber havde formet sig til et veråb. Og alt, hvad han måtte tåle blodet, der dryppede fra hans hoved, hans hænder, hans fødder, hans legemes pinsler og den usigelige angst, der fyldte hans sjæl, fordi Faderen havde skjult sit ansigt alt dette taler til enhver af menneskenes børn og forkynder: Det er for din skyld, at Guds Søn finder sig i at bære denne syndebyrde; for din skyld sprænger han dødens porte og åbner Paradiset for os. Han, som gjorde de vrede bølger stille og vandrede på de skumklædte vande; som fik onde ånder til at skælve og sygdomme til at flygte bort; som åbnede de blindes øjne og kaldte de døde til live han giver sig selv som et offer på korset, og alt dette af kærlighed til dig. Han, som bærer synden, må udholde den guddommelige retfærdigheds vrede og bliver for din skyld selv til synd.

    I tavshed afventede tilskuerne afslutningen på dette frygtelige drama. Solen skinnede atter frem; men korset var stadig indhyllet i mørke. Præster og rådsherrer så hen imod Jerusalem og se, den mørke sky havde sænket sig over byen og Judæas sletter. Retfærdighedens Sol, verdens Lys, var ved at drage sine lysstråler bort fra den engang foretrukne by Jerusalem. De voldsomme lynglimt fra Guds vrede var rettede mod den af skæbnen ramte by.

    Pludselig hævede mørket sig fra korset, og med klar stemme, der klang som en basun og syntes at give genlyd i alt, hvad der var skabt, råbte Jesus: "Det er fuldbragt!" "Fader! i dine hænder betror jeg min ånd!" Korset var omgivet af et lysende skær, og Frelserens ansigt strålede med en herlighed som solen. Derefter bøjede han hovedet ned mod brystet og døde.

    Midt i det frygtelige mørke og tilsyneladende forladt af Gud havde Kristus tømt de menneskelige lidelsers kalk til bærmen. I disse forfærdelige timer havde han sat sin lid til de vidnesbyrd om sin Faders velbehag, som han tidligere havde fået. Han kendte sin Faders guddommelige væsen; han forstod hans retfærdighed, hans barmhjertighed og hans store kærlighed. Ved troen hvilede han i ham, som det altid havde været hans fryd at adlyde. Og da han i ydmyghed overgav sig selv til Gud, forsvandt følelsen af at have mistet sin Faders velbehag. Ved troen var Kristus blevet sejrherre.

    Aldrig før havde jorden været vidne til noget sådant. Skaren stod som lammet og stirrede med tilbageholdt åndedræt på Frelseren. Atter sænkede mørket sig over jorden, og der hørtes en dump buldren, som mindede om stærk torden. Så kom der et voldsomt jordskælv. Folk blev kastet omkring imellem hinanden. Nu fulgte der den vildeste forvirring og bestyrtelse. I de omkringliggende bjerge revnede klipperne og faldt med brag ned på sletterne. Gravene åbnede sig, og de døde blev kastet ud fra deres gravkamre. Det var, som om det skabte syntes at blive rystet til atomer. Præsterne, rådsherrerne, soldaterne, bødlerne og hele folket kastede sig ned på jorden, målløse af rædsel.

    Da dette høje råb: "Det er fuldbragt" lød fra Kristi læber, var præsterne ved at gøre tjeneste i templet. Det var ved aftenofferets tid. Lammet, der skulle være et billede på Kristus, var blevet bragt derind for at blive slagtet. Klædt i sin betydningsfulde og smukke dragt stod præsten med kniven hævet ligesom Abraham, da han skulle til at ofre sin søn. Folket så til med spændt opmærksomhed. Men jorden ryster og skælver; thi Herren selv nærmer sig. Med en sønderrivende larm flænges det inderste forhæng i templet fra øverst til nederst af en usynlig hånd, så det sted, der engang var fyldt af Guds herlighed, nu ligger åbent for alles øjne. På dette sted havde Shekinah taget bolig. Her havde Gud åbenbaret sin herlighed over nådestolen. Ingen anden end ypperstepræsten havde nogen sinde løftet det forhæng, der adskilte dette rum fra det øvrige tempel. Kun én gang om året gik han derind for at bringe sonofferet for folkets synder. Men se dette forhæng er flænget i to stykker. Det allerhelligste i den jordiske helligdom er ikke mere helligt.

    Alt er skræk og forvirring. Præsten skal til at slagte offeret, men kniven falder ud af hans kraftesløse hånd, og lammet slipper bort. Forbilledet har mødt modbilledet ved Guds Søns død. Nu er det store offer bragt. Vejen er åbnet til det allerhelligste. En ny og levende vej er beredt for alle. Den syndige, lidende menneskehed behøver ikke mere at afvente ypperstepræstens komme. Fra nu af skulle Frelseren gøre tjeneste som ypperstepræst og talsmand i Himlenes Himle. Det var, som om en levende røst havde talt til tempelgæsterne: Nu er det forbi med alle slagtofre og brændofre. Guds Søn er kommet, og han har selv sagt: "Se, jeg er kommen (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud." Med sit eget blod" gik han "én gang for alle ind i helligdommen og vandt en evig forløsning." Hebr. 10,7; 9,12.