Dato og tid
     
    Chatboks
    Du skal være logget på for at skrive en kommentar på webstedet - enten log på eller hvis du ikke er medlem klik her for medlemskab


    Endnu ingen beskeder.
    15. - Judas - Forræderen
    torsdag. 21 februar 2013
    af Uploadet af Andreas Falck forfatter liste
    i At finde vejen til Jesus
    hits: 359

    Beretningen om Judas fremstiller den sørgelige afslutning på et liv der kunne have været til Guds ære. Hvis Judas var død før sin sidste rejse til Jerusalem, ville han være blevet betragtet som et menneske, der var værdig til at have sin plads blandt de tolv, og som én, der ville blive dybt savnet. Den afsky, hvormed han er blevet fulgt gennem århundrederne, ville ikke have eksisteret, hvis man ikke havde fået kendskab til de egenskaber, der åbenbarede sig ved afslutningen af hans tilværelse. Men det var med et bestemt formål, at hans karakter blev afsløret for verden. Det skulle være en advarsel for alle, der ligesom han ville forråde det hellige, der var dem betroet.

    Kort tid før påskehøjtiden havde Judas fornyet sin aftale med præsterne om at udlevere Jesus til dem. Derefter blev det ordnet på den måde, at Frelseren skulle pågribes et af de steder, han benyttede til bøn og eftertanke. Efter gæstebuddet i Simons hus havde Judas haft lejlighed til at overveje den gerning, som han havde forpligtet sig til at udføre, men han havde ikke ændret sine planer. For tredive sølvmønter prisen for en slave solgte han herlighedens Herre til skændsel og død.

    Judas nærede af naturen en stor kærlighed til penge; men han havde ikke altid været fordærvet nok til at gøre noget som dette. Han havde næret pengebegærlighedens onde ånd, indtil den blev drivkraften i hans liv. Kærligheden til penge var stærkere end hans kærlighed til Kristus. Ved at blive slave for en enkelt last overgav han sig selv til Satan og lod sig drive til det yderste i synd.

    Judas havde sluttet sig til disciplene, dengang store skarer fulgte Kristus. Frelserens lære betog dem, og de lyttede som fortryllede til hans ord, når han talte i synagogen, ved søens bred eller på bjerget. Judas så de syge, de lamme og de blinde flokkes om Jesus fra byerne og landsbyerne. Han så, hvordan de døende blev lagt ved hans fødder. Han var vidne til Frelserens undergerninger med at helbrede de syge, uddrive djævle og opvække døde. Han anerkendte Kristi lære som noget, der stod højt over alt, hvad han hidtil havde hørt. Han elskede den store lærer og ville gerne være sammen med ham. Han følte trang til en forvandling af sin karakter og sit liv, og han håbede på at komme til at opleve dette ved at slutte sig til Jesus. Frelseren afviste ikke Judas. Han gav ham plads blandt de tolv. Han betroede ham en evangelists gerning. Han tildelte ham kraft til at helbrede de syge og uddrive onde ånder. Men Judas nåede aldrig til helt at overgive sig til Kristus. Han opgav ikke sin verdslige ærgerrighed og sin pengebegærlighed. Skønt han tog imod stillingen som en Kristi tjener, indvilligede han ikke i at lade det guddommelige udforme hans væsen. Han mente, at han kunne beholde sine egne bedømmelser og meninger, og han nærede en tilbøjelighed til at kritisere og anklage andre.

    Judas var højt agtet af disciplene og havde stor indflydelse på dem. Han havde selv store meninger om sin egen dygtighed og anså sine medbrødre for at stå langt under ham i dømmekraft og duelighed. Han mente, at de ikke så deres egne muligheder eller benyttede sig af omstændighederne. Menigheden ville aldrig få held med sig, når den havde så kortsynede mænd til ledere. Peter var fremfusende; han plejede at handle uovervejet. Johannes, som bevarede de sandheder, der lød fra Kristi læber, som kostbare skatte, blev af Judas anset for at være en dårlig økonom. Mattæus, der gennem sin uddannelse havde lært at være nøjagtig med alt, var meget nøjeregnende med hensyn til ærlighed, og han overvejede altid Kristi ord og fordybede sig sådan i dem, at man efter Judas mening ikke kunne betro ham krævende og vidtskuende forretningsanliggender. Sådan kom Judas til sit eget resultat med hensyn til alle disciplene og smigrede sig med, at menigheden ofte ville komme i forlegenhed og vanskeligheder uden hans duelighed som økonomisk leder. Judas betragtede sig selv som den dygtigste, der ikke kunne overgås af nogen. Efter sin egen bedømmelse var han en ære for sagen, og han gav det altid udseende af at være det.

    Judas var blind for sine egne karaktersvagheder, og Kristus gav ham den plads, hvor han ville have mulighed for at se og rette dem. Som den, der tog sig af disciplenes pengesager, var det ham, der havde til opgave at sørge for den lille skares fornødenheder og at lindre de fattiges nød. Dengang Jesus i påskesalen sagde til ham: "Hvad du gør, gør det snart!" (Joh. 13,27), mente disciplene, at han havde befalet ham at købe det, som var nødvendigt til højtiden, eller at give noget til de fattige. Ved at handle til andres gavn kunne Judas have udviklet et uselvisk sind. Men skønt Judas daglig lyttede til Kristi lære og var vidne til hans uselviske liv, blev han ved med at kæle for sine begærlige tilbøjeligheder. De små summer, han rådede over, var ham en bestandig fristelse. Tit, når han havde gjort Kristus en lille tjeneste eller givet af sin tid til et fromt formål, tog han sig selv betalt af disse sparsomme midler. Disse påskud tjente i hans egne øjne til undskyldning for hans handlemåde; men i Guds øjne var han en tyv.

    Kristi ofte gentagne forkyndelse af, at hans rige ikke var af denne verden, krænkede Judas. Han havde udvalgt sig en bestemt fremgangsmåde, som han ventede, at Kristus skulle følge. Han havde lagt planer om, at Johannes Døber skulle befries fra fængslet. Men se! man tillod, at Johannes blev halshugget! Og i stedet for at hævde sin kongelige ret trak Jesus sig tilbage til et ensomt sted sammen med sine disciple. Judas ønskede en mere aggressiv krigsførelse. Han tænkte, at hvis Jesus ikke altid forhindrede disciplene i at udføre deres egne planer, så ville opgaven lykkes bedre. Han lagde mærke til de jødiske lederes voksende fjendtlighed og så, at deres udfordring forblev upåagtet, da de krævede et tegn fra Himmelen af Kristus. Hans hjerte var åbent for vantroen, og fjenden fremkaldte tvivlende og oprørske tanker. Hvorfor dvælede Jesus så meget ved det, som var nedslående? Hvorfor forudsagde han prøvelser og trængsel for sig selv og sine disciple Det var udsigten til at få en høj stilling i det nye rige, der havde fået Judas til at knytte sig til Kristi sag. Skulle hans håb nu blive skuffet Judas var ikke kommet til det resultat, at Jesus ikke var Guds Søn, men han tvivlede og søgte at finde en eller anden forklaring på hans undergerninger.

    På trods af Frelserens egen lære fremkom Judas bestandig med den tanke, at Kristus skulle herske som konge i Jerusalem. Da de fem tusinde var blevet mættet, forsøgte han at iværksætte dette. Ved denne lejlighed hjalp Judas med til at uddele maden til den sultende skare. Han havde lejlighed til at se de velgerninger, som det stod i hans magt at tildele andre. Han følte den tilfredsstillelse, der altid følger med at være i Guds tjeneste. Han var behjælpelig med at føre de syge og lidende fra skaren til Kristus. Han så, hvilken befrielse, hvilken fryd og glæde der fylder menneskehjerterne ved Genløserens helbredende magt. Han havde mulighed for at fatte Kristi fremgangsmåde; men han var forblindet af sine egne egoistiske ønsker. Judas var den første, der ville drage fordel af den begejstring, der blev vakt ved bespisningsunderet. Det var ham, der kom frem med forslaget om at tage Kristus med magt og kåre ham til konge. Hans forhåbninger var store, og hans skuffelse var bitter.

    Kristi tale i synagogen om livets brød blev til vendepunktet i Judas tilværelse. Han hørte disse ord: "Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer." Joh. 6,53. Han indså, at det snarere var åndelige end verdslige goder, Kristus havde at tilbyde. Han betragtede sig selv som vidtskuende og mente at kunne se, at Jesus ikke ønskede sig nogen ære, og at han ikke ville være i stand til at give sine disciple høje stillinger. Han bestemte sig til ikke at knytte sig så fast til Kristus, at han ikke kunne trække sig tilbage. Han ville være på vagt, og han var på vagt.

    Fra denne tid udtrykte han en tvivl, som forvirrede disciplene. Han bragte uenighed og misvisende følelser ind iblandt dem og gentog de argumenter, som de skriftkloge og farisæerne fremførte mod Kristi ord. Alle de små og store besværligheder og ærgrelser, vanskelighederne og de tilsyneladende hindringer for evangeliets fremgang blev af Judas fortolkede som beviser mod dets sandfærdighed. Han indførte ord fra Skriften, som ikke havde nogen forbindelse med de sandheder, Kristus forkyndte. Disse skriftsteder, der var revet ud af deres sammenhæng, forvirrede disciplene og forøgede den modløshed, der bestandig nagede dem. Men Judas gjorde alt dette på en sådan måde, at det kom til at se ud, som om han var meget samvittighedsfuld. Og medens disciplene søgte efter beviser, der kunne bekræfte den store lærers ord, plejede Judas på en næsten umærkelig måde at føre dem ind på et andet spor. Sådan fremstillede han på en meget from og tilsyneladende klog måde sagen i et andet lys end det, som Jesus havde givet dem, og tillagde hans ord en betydning, som han ikke havde tilsigtet. Hans forslag vakte bestandig ærgerrighed efter timelige fordele, og på denne måde vendte de disciplenes sind bort fra de vigtige spørgsmål, som de burde have overvejet. Uenigheden om, hvem af dem der skulle være den største, blev i almindelighed fremkaldt af Judas.

    Da Jesus forkyndte den rige unge rådsherre betingelserne for at være hans discipel, var Judas misfornøjet. Han mente, at der var begået et fejlgreb. Hvis den slags mennesker som denne rådsherre ville slutte sig sammen med de troende, så ville det være en hjælp til at støtte Kristi sag. Judas mente, at hvis man blot ville lytte til hans råd, kunne han give mange anvisninger til gavn for den lille menighed. Hans principper og metoder ville måske afvige noget fra Kristi, men i den slags anliggender mente han, at han selv var klogere end Kristus.

    I alt, hvad Kristus sagde til sine disciple, fandtes der noget, som Judas i sit hjerte ikke kunne billige. Gennem hans påvirkning gjorde utilfredshedens surdej hurtigt sin virkning. Disciplene kunne ikke se, hvem der var den egentlige drivkraft i alt dette; men Jesus så, at Satan overførte sine egne egenskaber til Judas og således banede sig vej til at påvirke de andre disciple. Et år før forræderiet sagde Kristus således: "Har jeg ikke selv udvalgt jer tolv? Og dog er en af jer en djævel!" Joh. 6,70.

    Alligevel fremkom Judas ikke med nogen åbenlys modstand og syntes heller ikke at betvivle Frelserens ord. Han kom ikke med nogen ydre indvendinger før ved gæstebuddet i Simons hus. Da Maria salvede Frelserens fødder, afslørede Judas sin pengegriske indstilling. Da Jesus dadlede ham, var det, som om hans sind strømmede over af galde. Såret forfængelighed og ønsket om at få hævn nedbrød alle skranker, og pengebegærligheden, som han så længe havde næret, fik magt over ham. Den samme erfaring vil enhver gøre, hvis han bliver ved med at spille under dække med synden. De grundbestanddele af fordærvelse, der ikke bliver modarbejdet og besejret, giver efter for Satans fristelser, og sjælen tages til fange efter hans vilje.

    Men Judas var endnu ikke fuldstændig forhærdet. Selv efter at han to gange havde forpligtet sig til at forråde Frelseren, var der en mulighed for, at han kunne angre. Ved påskemåltidet beviste Jesus sin guddommelighed ved at afsløre forræderens hensigter. I sin mildhed indbefattede han Judas i sin tjeneste for disciplene. Men denne kærlige henvendelse forblev upåagtet. Derefter var sagen afgjort for Judas, og de fødder, som Jesus havde tvættet, gik bort for at udrette forræderens gerning.

    Judas ræsonnerede på denne måde, at hvis Jesus alligevel skulle korsfæstes, så ville dette komme til at ske i alle tilfælde. Hans egen medvirken ved at forråde Frelseren ville ikke komme til at ændre noget. Hvis Jesus ikke skulle dø, ville det blot tvinge ham til at befri sig selv. I alle tilfælde ville Judas komme til at vinde noget ved sit forræderi. Han regnede med, at han gjorde en fin forretning ved at forråde sin Herre.

    Men Judas troede imidlertid ikke, at Kristus ville lade sig tage til fange. Hans hensigt med at forråde ham var at give ham en lære. Det var hans mening at spille en rolle, der fra nu af ville gøre Frelseren mere forsigtig og få ham til at behandle ham med passende respekt. Men Judas vidste ikke, at han udleverede Frelseren til døden. Hvor ofte var det ikke sket, når Kristus lærte i lignelser, at de skriftkloge og farisæerne havde ladet sig rive med af hans forunderlige billedsprog. Hvor havde de ikke tit afsagt dommen over sig selv! Mange gange, når deres hjerter var blevet ramt af sandheden, var de blevet rasende og havde taget sten op for at kaste dem efter ham; men atter og atter var han sluppet fra dem. Judas mente, at da Jesus havde undgået så mange fælder, så ville han sikkert ikke nu tillade, at man greb ham.

    Judas besluttede at gøre en prøve. Hvis Jesus virkelig var Messias, ville folket, som han havde gjort så meget for, flokkes om ham og udråbe ham til konge. Dette ville for stedse virke beroligende på mange sind, som nu var i uvished. Judas ville få æren for at have fået kongen sat på Davids trone, og denne handling ville tilsikre ham den øverste plads, ved Kristi side, i det nye rige.

    Den falske discipel spillede sin rolle ved at forråde Jesus. Da han i haven sagde til skarens anførere: "Den, jeg kysser, ham er det; ham skal I gribe" (Matt. 26, 48), troede han fuldt og fast, at Kristus ville undkomme fra dem. Hvis de så bebrejdede ham noget, kunne han sige: Sagde jeg ikke, at I skulle gribe ham

    Judas så, hvordan de, som greb Jesus, handlede efter hans ord og bandt ham. Med forbløffelse så han, at Frelseren fandt sig i at blive ført bort. Ængsteligt fulgte han efter ham fra haven til forhøret hos de jødiske rådsherrer. Ved hver bevægelse ventede han at se ham overraske sine fjender ved at vise sig for dem som Guds Søn og tilintetgøre al deres list og magt. Men efterhånden som der gik time efter time, og Jesus fandt sig i al den mishandling, han blev overdænget med, blev forræderen grebet af en forfærdelig frygt for, at han havde solgt sin Herre til døden.

    Da forhøret nærmede sig sin afslutning, kunne Judas ikke mere udholde at blive plaget af sin skyldbetyngede samvittighed. Pludselig lød der en hæs røst gennem salen, som slog alle de tilstedeværende med rædsel: Han er uskyldig; skån ham, o Kajfas!

    Nu så man Judas høje skikkelse bane sig vej gennem den forskrækkede mængde. Hans ansigt var blegt og hærget, og sveden perlede i store dråber på hans pande. Han styrtede hen til dommersædet og kastede de tredive sølvmønter, der havde været prisen for at forråde hans Herre, ned for ypperstepræstens fødder. Han greb ivrigt fat i Kajfas kjortel og bønfaldt ham om at frigive Jesus, idet han erklærede, at denne ikke havde gjort noget, der fortjente døden. Kajfas rystede ham vredt af sig, men han blev forvirret og vidste ikke, hvad han skulle sige. Præsternes forræderi var blevet afsløret. Det var øjensynligt, at de havde bestukket disciplen til at forråde sin Mester.

    Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod, råbte Judas atter. Men ypperstepræsten, som nu havde genvundet sin selvbeherskelse, svarede foragteligt: Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag. Matt. 27,4. Præsterne havde været villige nok til at benytte Judas som deres redskab; men de foragtede hans lumpenhed. Da han kom til dem med sin tilståelse, hånede de ham.

    Nu kastede Judas sig for Jesu fødder, erkendte, at han var Guds Søn, og bønfaldt ham om at befri sig. Frelseren kom ikke med bebrejdelser mod den, som havde forrådt ham. Han vidste, at Judas ikke virkelig angrede. Hans tilståelse var blevet fremtvunget af hans skyldbevidste sjæl ved en frygtelig følelse af at være fordømt og ved udsigten til dommen; men han følte ikke nogen dyb og hjertegribende sorg, fordi han havde forrådt Guds skyldfri Søn og fornægtet Israels Hellige. Dog udtalte Jesus ikke noget fordømmende ord. Han betragtede Judas med medlidenhed og sagde: Dertil er jeg kommen til verden.

    Der lød en undrende mumlen fra forsamlingen. Det var med forbavselse, at de så Jesu overbærenhed mod den, der havde forrådt ham. Atter blev de grebet af en overbevisning om, at denne mand var mere end et dødeligt menneske. Men hvis han var Guds Søn, sådan spurgte de sig selv hvorfor gjorde han sig så ikke fri for sine bånd og triumferede over sine anklagere

    Judas indså, at hans tryglen var forgæves, og han styrtede ud af salen, medens han råbte: Det er for sent! Det er for sent! Han følte, at det ikke ville være muligt for ham at leve og se Jesus blive korsfæstet, og i sin fortvivlelse gik han hen og hængte sig.

    Senere den samme dag, på vejen fra Pilatus borg til Golgata, skete der en afbrydelse i de hånende råb og skrig fra den skare af ugudelige mennesker, der førte Jesus til korsfæstelsesstedet. Da de kom forbi et ensomt sted, fandt de Judas lig ved foden af et udgået træ. Det var et oprørende syn! Vægten af hans legeme havde sprængt det reb, hvormed han havde hængt sig i træet. Hans legeme var ved faldet blevet frygteligt lemlæstet, og nu var hundene ved at æde det. Hans jordiske rester blev hastigt begravet, så man ikke kunne se dem; men der lød mindre spot blandt mængden, og mange blege ansigter vidnede om de tanker, der skjulte sig bag dem. Gengældelsen syntes allerede at hjemsøge dem, der var skyldige i Jesu blod.