Dato og tid
     
    Chatboks
    Du skal være logget på for at skrive en kommentar på webstedet - enten log på eller hvis du ikke er medlem klik her for medlemskab


    Endnu ingen beskeder.
    13. - Jesus i Getsemane Have
    torsdag. 21 februar 2013
    af Uploadet af Andreas Falck forfatter liste
    i At finde vejen til Jesus
    hits: 359

    Ledsaget af sine disciple begav Frelseren sig langsomt til Getsemane have. Påskemånen skinnede fuld og rund fra en skyfri himmel. Pilgrimmenes teltby var faldet til ro, og alt var stille. Jesus havde haft en alvorlig samtale med sine disciple og havde lært dem mange ting; men da han nærmede sig Getsemane, blev han mærkelig tavs. Han havde ofte besøgt dette sted for at kunne meditere og bede, men aldrig med et så sorgfuldt sind som i denne nat, hvor han skulle stride sin sidste strid. Så længe han havde levet på jorden, havde han vandret i lyset af Guds nærhed. Når han kom i strid med mennesker, der var besjælede af selve Satans ånd, kunne han sige: "Han, som sendte mig, er med mig; han har ikke ladet mig alene, fordi jeg altid gør, hvad der er ham velbehageligt." Joh. 8,29. Men nu forekom det ham, at han var lukket ude fra Guds beskyttende nærværelses lys. Nu blev han regnet blandt overtrædere. Han måtte bære den faldne menneskeheds synd. Al vor skyld var lagt på ham, som ikke selv kendte til at synde. Så rædselsfuld forekommer synden ham, så tung er den byrde af skyld, som han må bære, at han fristes til at frygte for, at den for stedse vil udelukke ham fra Faderens kærlighed. Ved at føle, hvor frygtelig Guds harme er mod overtrædelser, udbryder han: "Min sjæl er dybt bedrøvet til døden."

    Medens de nærmede sig haven, havde disciplene lagt mærke til den forandring, der var sket med deres Mester. Aldrig før havde de set ham så helt igennem bedrøvet og tavs. Efterhånden som han gik videre, blev denne mærkelige sorgfuldhed dybere. Dog vovede de ikke at spørge ham, hvad grunden var. Han vaklede, som om han var nær ved at falde. Da de nåede hen til haven, søgte disciplene ivrigt efter hans sædvanlige ensomme tilflugtsted, for at deres Mester kunne hvile sig. Nu var hvert skridt, han tog, ham besværligt. Han stønnede højt, som om han tyngedes af en frygtelig byrde. To gange måtte hans ledsagere støtte ham, ellers ville han være faldet til jorden.

    Da de kom til indgangen til haven, efterlod Jesus alle disciplene med undtagelse af tre og bød dem bede for sig selv og for ham. Sammen med Peter, Jakob og Johannes gik han ind i den indhegnede have. Disse tre disciple var Kristi nærmeste venner. De havde set hans herlighed på Forklarelsens bjerg. De havde set Moses og Elias tale med ham. De havde hørt røsten fra Himmelen. Og nu ønskede Kristus, at de skulle være ham nær i hans store strid. De havde ofte tilbragt natten sammen med ham på dette sted. Ved disse lejligheder plejede de efter en stund med vågen og bøn at sove uforstyrret et lille stykke borte fra deres Mester, indtil han vækkede dem om morgenen for at begive sig ud til fornyet arbejde. Men nu ønskede han, at de skulle tilbringe natten sammen med ham i bøn. Dog kunne han ikke udholde tanken om, at de skulle være vidne til den kval, han måtte gennemgå.

    Bliv her og våg med mig! sagde han. Han fjernede sig et lille stykke fra dem men ikke længere, end at de både kunne se og høre ham og kastede sig ned på jorden. Han følte, at han på grund af synden var skilt fra sin Fader. Svælget var så stort, så mørkt og så dybt, at hans sjæl gyste ved det. Han måtte ikke bruge sin guddomsmagt for at undfly denne sjælekamp. Som et menneske måtte han lide under følgerne af menneskets synd. Som et menneske måtte han tåle Guds vrede på grund af overtrædelse.

    Nu var Kristus kommet i et helt andet forhold, end han nogen sinde før havde været. Hans lidelse kan bedst beskrives med profetens ord: "Frem, sværd, imod min hyrde, mod manden, som står mig nær, så lyder det fra Hærskarers Herre." Zak. 13,7. Som stedfortræder og selvskyldner for syndige mennesker led Kristus under Guds retfærdighed. Han så, hvad retfærdighed betyder. Hidtil havde han været talsmand for andre; nu længtes han efter selv at få en talsmand. DSM 469

    Og hvad var der så at vinde ved dette offer? Hvor forekom ikke menneskers skyld og utaknemmelighed håbløs! Satan indskærpede Frelseren tilstanden på den hårdeste måde: Det folk, der hævder at stå over alle andre ved både timelige og åndelige fortrin, har forkastet dig. De søger at tilintetgøre dig, som er grundvolden, midtpunktet og seglet på de forjættelser, de fik som et særlig udvalgt folk. En af dine egne disciple, som har lyttet til dine ord, og som har været en af de mest aktive inden for din menighed, vil nu forråde dig. En af dine mest nidkære disciple vil fornægte dig. Alle vil de svigte dig. Hele Kristi væsen følte afsky ved denne tanke. At de, som han havde påtaget sig at frelse, dem, som han havde elsket så højt, skulle gøre fælles sag med Satan, dette skar ham i hjertet. Det var en frygtelig strid. Den drejede sig om hans folks skyld, om hans anklagere og hans forræder, skylden i en verden, der lå i det onde. Menneskers synd hvilede tungt på Kristus, og følelsen af Guds vrede over synden var ved at sønderknuse ham.

    Betragt ham, medens han overvejer den pris, der må betales for menneskers sjæl. I sin kval klamrer han sig til den kolde jord som for at hindre sig selv i at lade sig drage længere bort fra Gud. Nattens iskolde dug falder på hans udstrakte skikkelse, men han lægger ikke mærke til det. Fra hans blege læber lyder dette angstfulde råb: "Min Fader! er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi." Men selv nu tilføjer han: "Dog ikke, som jeg vil, men som du vil."

    Det menneskelige hjerte higer efter medfølelse i lidelsen. Kristus følte denne længsel til sin sjæls dybder. I sin største sjælekval kom han hen til disciplene med et brændende ønske om at høre nogle trøstende ord fra dem, som han så ofte havde velsignet og trøstet og skærmet i sorg og nød. Han selv, som altid havde haft deltagende ord parat til dem, led nu overmenneskelige kvaler, og han længtes efter at vide, at de bad for ham og for sig selv. Hvor forekom syndens ondskab dog mørk! Det var en frygtelig fristelse at lade menneskeslægten selv bære følgerne af sin egen synd, medens han stod uskyldig i Guds øjne. Hvis han blot kunne være sikker på, at hans disciple forstod og værdsatte dette, så ville det styrke ham.

    Han rejste sig op med pinefuld anstrengelse og vaklede hen til det sted, hvor han havde forladt sine venner. Men han "finder dem sovende". Hvis han havde fundet dem bedende, ville det have lettet hans sind. Hvis de havde søgt deres tilflugt hos Gud, for at sataniske kræfter ikke skulle få magt over dem, så ville deres urokkelige tro have været ham en trøst. Men de havde ikke ænset den ofte gentagne advarsel: "Våg og bed!" I begyndelsen havde de været meget bekymrede ved at se deres Herre, som plejede at være så rolig og værdig, kæmpe med en sorg, der var dem helt ufattelig. De havde bedt, da de hørte den lidendes høje råb. Det var ikke deres hensigt at svigte deres Herre, men det var, som om de var lammede af en døsighed, som de havde kunnet ryste af sig, hvis de var blevet ved med at bønfalde Gud. De gjorde sig ikke klart, hvor nødvendigt det er at våge og bede inderligt for at kunne modstå fristelsen.

    Lige før Jesus begav sig hen til haven, havde han sagt til disciplene: "I denne nat skal I alle forarges på mig!" De havde givet ham de kraftigste forsikringer om, at de ville følge ham både til fængsel og død, og den stakkels, selvsikre Peter havde tilføjet: "Om så alle forarges på dig, vil jeg dog ikke gøre det." Matt. 26,31. 33. Men disciplene stolede på sig selv. De så ikke hen til den mægtige hjælper, som Jesus havde rådet dem til at gøre. Derfor fandt man dem sovende, da Frelseren trængte mest til deres medfølelse og bøn. Selv Peter sov.

    Også Johannes, den elskede discipel, som havde lænet sig mod hans bryst, var faldet i søvn. Johannes kærlighed til Mesteren burde sikkert have holdt ham vågen. Hans inderlige bønner burde have forenet sig med hans elskede Frelsers i denne stund, hvor han var stedt i den største nød. Frelseren havde tilbragt hele nætter med at bede for sine disciple om, at deres tro ikke skulle svigte. Hvis Jesus nu havde stillet det samme spørgsmål til Jakob og Johannes, som han engang havde gjort: "Kan I tømme den kalk, som jeg skal tømme, eller døbes med den dåb, som jeg skal døbes med" så ville de ikke have vovet at svare: "Ja, vi kan!" Mark. 10,38?39.

    Disciplene vågnede ved at høre Jesu stemme, men de kendte ham knap, fordi hans ansigt var så forandret af smerte. Jesus henvendte sig til Peter og sagde: "Simon, sover du kunne du ikke våge én time. Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse! Ånden er villig, men kødet er skrøbeligt" Jesus følte deltagelse for disciplenes skrøbelighed. Han frygtede for, at de ikke ville være i stand til at bestå den prøve, som ville komme over dem ved hans forrådelse og død. Han bebrejdede dem ikke, men sagde: "Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse." Selv i sin store sjælekval søgte han at undskylde deres skrøbelighed. Han sagde: "Ånden er villig, men kødet er skrøbeligt."

    Atter blev Guds Søn overvældet af en overmenneskelig smerte, og svag og udmattet vaklede han tilbage til det sted, hvor han havde udkæmpet sin tidligere kamp. Hans kval var endnu større end forrige gang. Da dødsangsten overvældede ham, "blev hans sved som bloddråber, der faldt ned på jorden". Cypresserne og palmetræerne var de tavse vidner til hans lidelser. Fra deres løvrige grene dryppede duggen i tunge dråber ned på hans hjemsøgte skikkelse, som om naturen græd over sin skaber, der kæmpede alene mod mørkets magter.

    Kort tid forinden havde Jesus stået som en kraftig ceder, der trodsede det uvejr af modstand, som rasede imod ham. Stivsindede viljer og hjerter, der var fyldt med ondskab og list, havde forgæves stræbt efter at forvirre og overvælde ham. Han trådte frem i guddommelig majestæt som Guds Søn. Nu var han som et siv, der svajer hid og did og bøjes af stormens rasen. Han havde nærmet sig fuldendelsen af sit værk som sejrherre og havde for hvert eneste skridt vundet sejr over mørkets magter. Han havde hævdet at være ét med Gud, som om han allerede var herliggjort. Han havde sunget sine lovsange, uden at stemmen svigtede. Han havde talt til sine disciple med mod og ømhed. Nu var den time kommet, hvor mørket havde magten. Nu lød hans røst i den stille aftenluft, ikke med sejrsklang, men fuld af menneskelig angst. Frelserens ord nåede hen til de døsige disciples øren: "Min Fader! hvis denne kalk ikke kan gå mig forbi, men jeg skal drikke den, så ske din vilje!"

    Disciplenes første indskydelse var at gå hen til ham; men han havde sagt, at de skulle vente på ham dér, og at de skulle våge og bede. Da Jesus kom hen til dem, fandt han dem stadig sovende. Atter havde han følt længsel efter sine venner, efter nogle ord fra sine disciple, som kunne bringe ham lindring og bryde den mørkets trolddom, der var lige ved at tage magten fra ham. Men deres øjne var blevet tunge, "og de vidste ikke, hvad de skulle svare ham". De vågnede ved, at han var dem nær. På hans ansigt så de mærker af dødsangstens blodige sved, og de blev fulde af frygt. De forstod ikke hans sjælekval. "Så umenneskelig ussel så han ud, han lignede ej menneskenes børn." Es. 52,14.

    Jesus vendte sig bort og søgte atter tilbage til sit tilflugtsted og kastede sig ned på jorden, overvældet af det store mørkes rædsel. Det menneskelige i Guds Søn skælvede i denne prøvelsens stund. Nu bad han ikke for sine disciple om, at deres tro ikke måtte svigte, men for sin egen fristede, forpinte sjæl. Nu var det frygtelige øjeblik kommet det øjeblik, som skulle være afgørende for verdens skæbne. Menneskeslægtens skæbne lå dirrende i vægtskålen. Endog nu kunne Kristus nægte at drikke den kalk, der var tiltænkt syndige mennesker. Endnu var det ikke for sent. Han kunne tørre den blodige sved af sin pande og overlade mennesker til at dø i deres synd. Han kunne sige: Lad overtræderen få straffen for sin synd, og jeg vil vende tilbage til min Fader. Vil Guds Søn virkelig tømme ydmygelsens og dødskvalens bitre kalk? Vil den uskyldige lide under følgerne af syndens forbandelse for at frelse de skyldige Bævende lød disse ord fra Jesu blege læber: "Min Fader! hvis denne kalk ikke kan gå mig forbi, men jeg skal drikke den, så ske din vilje."

    Tre gange havde han opsendt denne bøn. Tre gange var hans menneskelige væsen veget tilbage fra det sidste, afgørende offer. Men nu viser menneskeslægtens historie sig for verdens Frelser. Han ser, at lovens overtræder må gå til grunde, hvis de bliver overladt til sig selv. Han ser menneskets hjælpeløshed. Han ser syndens magt. En fortabt verdens lidelser og elendighed viser sig for ham. Han ser den skæbne, der truer den, og han træffer sin afgørelse. Han vil frelse mennesket, hvad det end skal koste ham selv. Han tager imod sin blodige dåb, for at fortabte millioner kan vinde evigt liv. Han har forladt de himmelske boliger, hvor alt er renhed, lykke og herlighed, for at frelse det ene mistede får, den eneste verden, der er gået fortabt på grund af overtrædelse. Og han vil ikke vige fra sin opgave. Han vil være sonofferet for en slægt, der har valgt at synde. Nu ånder hans bøn kun lydighed: "Hvis denne kalk ikke kan gå mig forbi, men jeg skal drikke den, så ske din vilje!"

    Da han havde truffet denne afgørelse, faldt han døende til jorden, hvorfra han næsten havde rejst sig. Hvor var nu hans disciple, så de ømt kunne have lagt deres hænder under deres afmægtige Mesters hoved og badet denne pande, der var mere vansiret end nogen af menneskenes børns? Frelsere trådte vinpersen alene, og ingen af hele folket var hos ham.

    Men Gud led med sin Søn. Engle så Frelserens sjælekval. De så deres Herre omringet af legioner af djævelske kræfter, så, hvordan han var tynget ned af en rasende, hemmelighedsfuld rædsel. Der blev stille i Himmelen. Ingen harpe rørtes. Hvis dødelige mennesker kunne have set de himmelske hærskarers undren, medens de i tavs sorg så, hvordan Faderen fjernede sine stråler af lys, kærlighed og herlighed fra sin elskede Søn, så ville de bedre have kunnet fatte, hvor anstødelig synden er i hans øjne.

    De syndfri verdener og de himmelske engle havde med den dybeste opmærksomhed set til, medens striden nærmede sig sin afslutning. Satan og hans medsammensvorne onde magter, de frafaldnes hærskarer, betragtede med spændt opmærksomhed dette skæbnesvangre vendepunkt inden for frelsesværket. Både de gode og de onde magter afventede, hvilket svar der ville lyde efter Kristi tre gange gentagne bøn. Engle havde higet efter at bringe lindring til den guddommelige lidende, men dette kunne ikke ske. Der fandtes ingen mulighed for Guds Søn til at undfly. Under denne frygtelige krise, hvor alt stod på spil, skinnede der et lys frem midt i den skæbnesvangre times mørke, og den mægtige engel, der står for Guds ansigt, og som har overtaget den plads, hvorfra Satan faldt, steg ned til Kristus. Engelen kom ikke for at tage kalken bort fra Kristus, men for at give ham kraft til at drikke den i forvisning om Faderens kærlighed. Han kom for at skænke kraft til den bedende, som på en gang var guddommelig og menneskelig. Han rettede hans opmærksomhed mod den åbne himmel, han fortalte om de sjæle, der ville blive frelst som følge af hans lidelser. Han forvissede ham om, at hans Fader var større og mægtigere end Satan, at hans død ville bevirke Satans fuldstændige nederlag, og at denne verdens riger skulle gives til den Allerhøjestes hellige. Han sagde ham, at han skulle se frugten af sin sjæls møje og glædes ved det, thi han skulle komme til at se mange af menneskeslægten frelses til evige tider.

    Kristi sjælekval var ikke til ende, men hans nedtrykthed og modløshed var borte. Uvejret var på ingen måde stilnet af, men han, som var genstand for det, havde fået kraft til at møde dets rasen. Han vendte rolig og afklaret tilbage. Der var en himmelsk fred over hans blodplettede ansigt. Han havde båret det, som intet menneske nogen sinde kunne bære, thi han havde smagt dødens lidelser for hvert menneske.

    De sovende disciple var pludselig blevet vækket ved det lys, der omgav Frelseren. De så engelen bøje sig over deres Mester, der lå udstrakt på jorden. De så ham trykke Frelserens hoved til sit bryst og pege opad mod Himmelen. De hørte hans røst, der lød som den skønneste musik, og som talte trøstens og håbets ord. Disciplene erindrede, hvad de havde oplevet på Forklarelsens bjerg. De huskede den herlighed, der i templet havde omgivet Jesus, og Guds røst, der talte fra skyen. Nu åbenbarede den samme herlighed sig atter, og de nærede ikke mere nogen frygt for deres Mester. Han var under Guds beskyttelse. Der var blevet udsendt en mægtig engel for at skærme ham. Atter giver disciplene i deres træthed efter for den mærkelige døsighed, der overvælder dem. Igen finder Jesus dem sovende.

    Han ser bedrøvet på dem, medens han siger: "Sover I stadig og hviler jer? Se, timen er nær, da Menneskesønnen skal forrådes i synderes hænder." Endnu medens han talte, hørte han fodtrin af skaren, som var ude for at lede efter ham, og sagde: "Stå op, lad os gå; se, han, som forråder mig, er nær."

    Intet spor var mere synligt af den nylig foregåede strid, da Jesus trådte frem for at gå sin forræder i møde. Han stillede sig foran disciplene og sagde: "Hvem leder I efter?" De svarede: "Jesus fra Nazaret." Jesus svarede: "Det er mig." Idet han sagde disse ord, bevægede den engel, som lige havde hjulpet Jesus, sig hen mellem ham og skaren. Et himmelsk lys skinnede over Frelserens ansigt, og en duelignende skikkelse overskyggede ham. Ansigt til ansigt med denne guddommelige herlighed kunne den mordlystne flok ikke holde stand. De trak sig vaklende tilbage. Præsterne, de ældste, soldaterne og selv Judas faldt som døde til jorden.

    Engelen fjernede sig, og lyset forsvandt Jesus havde mulighed for at undfly, men han blev stående, rolig og behersket. Som den herliggjorte stod han midt i denne forhærdede skare, der nu lå hjælpeløse for hans fødder. Disciplene så til, målløse af undren og ærefrygt.

    Men billedet skiftede hurtigt. Skaren for op. De romerske soldater, præsterne og Judas flokkedes om Jesus. De syntes at skamme sig over deres svaghed og at være bange for, at han dog skulle undslippe. Atter lød dette spørgsmål fra Frelseren: "Hvem leder I efter" De havde fået bevis for, at han, som stod foran dem, var Guds Søn, men de ville ikke lade sig overbevise. De besvarede atter spørgsmålet: "Hvem leder I efter?" med at sige: "Jesus fra Nazaret!" Så sagde Frelseren: "Jeg har sagt jer, at det er mig; når det altså er mig, I leder efter, så lad disse gå!" og han pegede hen på disciplene. Han vidste, hvor svag deres tro var, og han ville skærme dem mod fristelse og prøvelse. For deres skyld var han rede til at ofre sig selv.

    Forræderen Judas glemte ikke, hvilken rolle han skulle spille. Da skaren kom ind i haven, havde han vist dem vej, og ypperstepræsten var fulgt lige i hælene på ham. Han havde givet Jesu forfølgere et tegn ved at sige: "Den, jeg kysser, ham er det; ham skal I gribe!" Matt. 26,48. Nu foregiver han ikke at have noget at gøre med dem. Han går tæt hen til Jesus og rækker ham hånden som en gammel ven. Med disse ord: "Vær hilset, rabbi!" kysser han ham flere gange og lader, som om han græder af medfølelse med ham i den fare, der har ramt ham.

    Jesus, sagde til ham: "Ven, hvorfor kommer du her" Hans stemme skælvede af sorg, da han tilføjede: "Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys" Disse ord burde have vækket forræderens samvittighed og rørt hans hårde hjerte; men ære, troskab og menneskelig følsomhed var nu fremmede for ham. Han stod der, dristig og trodsig, og viste ikke nogen tilbøjelighed til at angre. Han havde overgivet sig til Satan, og han havde ingen kraft til at modstå ham. Jesus afslog ikke at tage imod forræderens kys.

    Skaren blev atter dristig, da de så Judas røre ved ham, som for så kort tid siden var blevet herliggjort for deres øjne. Nu greb de fat i Jesus og gav sig til at binde disse dyrebare hænder, der altid havde beskæftiget sig med at gøre vel imod andre.

    Disciplene havde tænkt, at deres Mester ikke ville have fundet sig i at blive grebet; thi den samme magt, der havde fået skaren til at falde om som døde, kunne være blevet ved med at gøre dem magtesløse, indtil Jesus og hans ledsagere var undkommet. De blev skuffede og harmfulde, da de så rebene blive taget frem for at binde hænderne på ham, som de elskede. I sin vrede drog Peter ubetænksomt sit sværd og prøvede at forsvare sin Mester, men han huggede blot øret af ypperstepræstens tjener. Da Jesus så, hvad der var sket, gjorde han sine hænder fri, skønt de romerske soldater holdt godt fast, og sagde: "Lad dem kun gå så vidt!" Han rørte ved det sårede øre, og det blev straks lægt. Derefter sagde han til Peter: "Stik dit sværd i skeden igen; thi alle, som griber til sværd, skal falde for sværd. Eller mener du, at jeg ikke kan bede min Fader, at han med det samme sender mig mere end tolv legioner engle" en legion i hver af disciplenes sted. Disciplene tænkte: Hvorfor frelser han dog ikke sig selv og os? Han besvarede deres uudtalte tanker ved at tilføje: "Men hvordan skulle så de skriftord gå i opfyldelse, der siger, at således skal det ske?" "Skulle jeg ikke drikke den kalk, som min Fader har givet mig?"

    De jødiske lederes embedsmæssige værdighed hindrede dem ikke i at tage del i forfølgelsen af Jesus. Det var en så vigtig sag at få ham pågrebet, at den ikke kunne betros til underordnede. De listige præster og ældste havde sluttet sig til tempelvagten og hoben, som fulgtes med Judas til Getsemane. Hvad var ikke dette for et selskab for disse fornemme herrer at gøre fælles sag med en pøbelhob, der higede efter spænding, og som havde bevæbnet sig med alle slags redskaber, som om det var et vildt dyr, de skulle fange!

    Nu vendte Kristus sig til præsterne og de ældste og fæstede sit ransagende blik på dem. De ville aldrig kunne glemme de ord, han talte, så længe de levede. De var som den Almægtiges skarpe pile. Han sagde med værdighed: "I er draget ud imod mig med sværd og knipler som mod en tyv eller røver. Dag efter dag sad jeg i helligdommen og lærte. I har haft enhver mulighed for at lægge hånd på mig, men I gjorde det ikke. Natten egner sig bedre til jeres gerninger. "Men nu er det jeres time, og mørket har magten."

    Disciplene blev rædselsslagne, da de så Jesus overgive sig til at blive grebet og bundet. Det krænkede dem, at han skulle lide denne ydmygelse for sig selv og for dem. De kunne ikke forstå hans handlemåde, og de bebrejdede ham, at han havde givet efter for skaren. Midt i deres harme og frygt foreslog Peter, at de skulle redde sig selv. Dette forslag blev fulgt, og "da forlod alle disciplene ham og flygtede". Men Kristus havde forudsagt denne flugt. Han havde sagt: "Se, den time kommer, ja, den er allerede kommet, da I skal spredes hver til sit og lade mig ene tilbage; dog, jeg er ikke ene, thi Faderen er med mig." Joh. 16,32.