Dato og tid
     
    Chatboks
    Du skal være logget på for at skrive en kommentar på webstedet - enten log på eller hvis du ikke er medlem klik her for medlemskab


    Endnu ingen beskeder.
    11. - Tjenernes Herre
    torsdag. 21 februar 2013
    af Uploadet af Andreas Falck forfatter liste
    i At finde vejen til Jesus
    hits: 377

    I en sal ovenpå i en bolig i Jerusalem sad Kristus til bords med sine disciple. De var forsamlede for at fejre påskefesten. Frelseren ønskede at fejre denne påske alene sammen med de tolv. Han vidste, at hans time var kommen. Han selv var det sande påskelam, og på den dag, hvor påskemåltidet blev spist, skulle han selv ofres. Han skulle snart tømme vredens bæger. Han skulle snart modtage lidelsens dåb. Men endnu havde han nogle få stille timer tilbage, og disse skulle bruges til gavn for hans elskede disciple.

    Hele Kristi liv havde været levet i uselvisk tjeneste for andre. "Ikke for at lade sig tjene, men for selv at tjene" (Matt. 20,28) havde været den lære, der fandtes i enhver af hans gerninger. Men hans disciple havde endnu ikke lært dette. Ved dette sidste påskemåltid gentog Jesus sin belæring ved et eksempel, som for stedse indprægede den i deres sjæl og hjerte.

    Når Jesus og hans disciple var sammen, var det i almindelighed tider med stille glæde, og de værdsatte alle højt disse stunder. Påskemåltiderne havde været noget ganske særligt; men ved denne lejlighed var Jesus bekymret. Han var tung om hjertet, og der hvilede en skygge over hans ansigtsudtryk. Da han mødtes med disciplene i salen ovenpå, lagde de mærke til, at der var noget, som tyngede hans sind, og skønt de ikke vidste årsagen dertil, tog de del i hans sorg.

    Da de var samlede omkring bordet, sagde han med dybt bedrøvet stemme: "Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette påskemåltid med jer, før jeg skal lide. Thi jeg siger jer, at jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldkommes i Guds rige. Og han fik rakt en kalk, takkede og sagde: Tag dette og del det imellem jer! Thi jeg siger jer, at fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, førend Guds rige er kommet."

    Kristus vidste, at timen var kommen, hvor han skulle forlade denne verden og gå til sin Fader. Og ligesom han havde elsket sine egne, som var i verden, elskede han dem indtil enden. Han var nu i korsets skygge, og hans hjerte var forpint af smerte. Han vidste, at han ville blive forladt i den time, hvor han blev forrådt. Han vidste, at han ville blive henrettet på den mest ydmygende måde, som forbrydere kunne blive genstand for. Han kendte utaknemmeligheden og grusomheden hos de mennesker, som han var kommet for at frelse. Han vidste, hvor stort det offer var, som han måtte bringe, og for hvor mange det ville være forgæves. Ved tanken om alt det, der forestod ham, kunne han ganske naturligt være blevet overvældet ved at tænke på sin egen ydmygelse og lidelse. Men han så på de tolv, der havde været sammen med ham som hans egne, og som, når hans skam og sørg og mishandling var forbi, ville blive overladt til at stride i verden. Hans tanker om, hvad han selv skulle lide, var altid knyttet til hans disciple. Han tænkte ikke på sig selv. Hans omsorg for dem var det fremherskende i hans sind.

    På denne sidste aften sammen med disciplene havde Jesus meget at sige dem. Hvis de havde været beredt til at tage imod det, som han længtes efter at meddele dem, ville de være blevet skånet for sønderknusende sjælekval, for skuffelse og vantro. Men Jesus så, at de ikke kunne bære det, som han havde at sige dem. Idet han så dem ind i ansigtet, standsede de advarende og trøstende ord på hans læber. Der gik nogle minutter i tavshed. Det var, ligesom Jesus ventede på noget. Disciplene følte sig ilde tilpas. Det var, som om den deltagelse og ømhed, der var vakt ved synet af Kristi sorg, var ved at forsvinde. Hans sorgfulde ord, der viste hen til hans egen lidelse, havde kun gjort ringe indtryk. De blikke, de tilkastede hinanden, vidnede om skinsyge og strid.

    Der opstod også en ordstrid iblandt dem om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Denne strid, der blev ført i Kristi nærværelse, både bedrøvede og sårede ham. Disciplene klamrede sig til deres yndlingstanke: at Kristus skulle hævde sin magt og tage sæde på Davids trone. Og hver især af dem higede i sit hjerte efter den øverste plads i Riget. De havde foretaget deres egen beregning af sig selv og af hinanden, og i stedet for at betragte deres brødre som mere værdige havde de sat sig selv forrest. Jakobs og Johannes anmodning om at måtte sidde på højre og venstre side af Kristi trone havde vakt de andres harme. At de to brødre skulle driste sig til at udbede sig de øverste stillinger, ophidsede i den grad de til at det truede med en splittelse. De følte, at de blev bedømt forkert, at deres trofasthed og evner ikke blev påskønnet. Judas var den, der dømte Jakob og Johannes hårdest.

    Da disciplene kom ind i salen, hvor de skulle spise, var deres hjerter fulde af vrede følelser. Judas skyndte sig hen til Kristus på hans venstre side; Johannes var til højre. Hvis der var nogen højeste plads, så havde Judas besluttet at ville have den, og den plads var ved siden af Kristus. Og Judas var en forræder!

    Der var også opstået et andet stridsspørgsmål. Det var ved et festmåltid skik og brug, at en tjener vaskede gæsternes fødder, og der var ved denne lejlighed truffet forberedelser til denne tjeneste. Kanden, fadet og håndklædet var der, parat til fodvaskningen; men der var ingen tjener til stede, og det var disciplenes pligt at udføre den. Men enhver af disciplene gav efter for sin sårede stolthed og besluttede ikke at ville optræde som tjener. Alle udviste de en stoisk ligegyldighed og syntes ganske uvidende om, at der var noget, de burde gøre. Ved deres tavshed nægtede de at ydmyge sig.

    Hvordan skulle Kristus føre disse stakkels sjæle derhen, hvor Satan ikke kunne vinden og en afgørende sejr over dem? Hvordan kunne han vise dem, at det ikke gjorde dem til disciple blot at bekende sig som disciple, eller at dette ikke sikrede dem en plads i hans rige. Hvordan skulle han kunne vise dem, at det er i kærligt tjenersind og sand ydmyghed, at ægte storhed består. Hvordan skulle han vække kærligheden til live i deres hjerter og gøre det muligt for dem at forstå det, som han længtes efter at sige dem?

    Der var intet, som tydede på, at disciplene ville tjene hinanden. Jesus ventede en tid for at se, hvad de ville gøre. Så rejste han, den guddommelige lærer, sig selv fra bordet. Han lagde sin kappe fra sig, fordi den ville have hindret ham i at bevæge sig, tog et håndklæde og bandt det om sig. Disciplene så til med forbavselse og interesse og afventede i tavshed, hvad der nu ville ske. "Derefter hælder han vand i vaskefadet, og han begyndte at tvætte disciplenes fødder og at tørre dem med linnedklædet, han havde bundet om sig." Ved denne handling åbnedes disciplenes øjne. Deres hjerter fyldtes af bitter skam og ydmygelse. De forstod den uudtalte irettesættelse og kom til at se sig selv i et helt nyt lys.

    Sådan gav Kristus udtryk for sin kærlighed til sine disciple. Deres selviske sind gjorde ham dybt bedrøvet, men han indlod sig ikke på nogen meningsudveksling med dem på grund af deres vanskelighed. I stedet for gav han dem et eksempel, som de aldrig ville kunne glemme. Hans kærlighed til dem lod sig ikke let rokke eller udslukke. Han vidste, at Faderen havde givet alt i hans hænder, og at han kom fra Gud og vendte tilbage til Gud. Han var sig sin guddommelighed fuldt bevidst; men han havde givet sin kongekrone og kongelige dragt fra sig og påtaget sig en tjeners skikkelse. En af de sidste handlinger i hans liv var at iføre sig en tjeners dragt og gøre en tjeners arbejde.

    Før påskehøjtiden havde Judas for anden gang været sammen med præsterne og de skriftkloge og havde sluttet en overenskomst med dem om at udlevere Jesus til dem. Dog blandede han sig derefter atter med disciplene, som om han var uskyldig i nogen uret og var interesseret i arbejdet med at berede festmåltidet. Disciplene kendte ikke noget til Judas hensigter. Kun Jesus kunne tyde hans hemmelighed. Men alligevel afslørede Jesus ham ikke. Han hungrede efter at vinde hans sjæl. Han følte en lige så stor byrde for ham som for Jerusalem, dengang han græd over den fortabte by. I hans hjerte lød dette råb: Hvordan kan jeg ofre dig. Judas mærkede denne kærligheds tvingende magt. Da Frelserens hænder badede disse smudsige fødder og tørrede dem med klædet, bævede Judas hjerte atter og atter af en trang til der på stedet at tilstå sin synd. Men han kunne ikke få sig selv til at ydmyge sig. Han forhærdede sin sjæl mod angeren, og de gamle tilskyndelser, der for en kort stund var visket bort, fik atter herredømmet over ham. Nu blev Judas krænket over, at Kristus vaskede disciplenes fødder. Hvis Jesus kunne ydmyge sig i den grad, kunne han ikke være Israels konge, tænkte han. Alt håb om verdslig ære i et timeligt rige var gået til grunde. Judas følte sig overbevist om, at der ikke var noget at vinde ved at følge Kristus. Da han først havde set ham nedværdige sig sådan opfattede han det blev han bestyrket i sin hensigt om at fornægte ham og indrømme, at han havde ladet sig føre bag lyset. Han var besat af en djævel, og han besluttede at fuldføre det værk, han havde indvilliget i, ved at forråde sin Herre.

    Da Judas valgte sin plads ved bordet, havde han søgt at sætte sig forrest, og Kristus ydede ham som tjener først sin hjælp. Johannes, som Judas havde næret så stor bitterhed mod, måtte vente til sidst. Men Johannes anså ikke dette for at være en tilrettevisning eller tilsidesættelse. Medens disciplene betragtede Kristi handlemåde, blev de dybt bevægede. Da turen kom til Peter, udbrød han undrende: "Herre! tvætter du mine fødder," Hans hjerte var ved at briste, fordi Kristus nedværdigede sig på denne måde. Han blev skamfuld ved tanken om, at ikke en af disciplene udførte dette arbejde. "Hvad jeg gør, fatter du ikke nu," sagde Kristus, "men du skal forstå det siden efter Peter kunne ikke udholde at se sin Herre, som han troede var Guds Søn, gøre en tjeners arbejde. Hele hans sjæl gjorde oprør mod denne ydmygelse. Han forstod ikke, at det var af denne grund, at Kristus var kommet til verden. Med meget eftertryk udbrød han: "Aldrig i evighed skal du tvætte mine fødder."

    Kristus sagde højtideligt til Peter: "Hvis jeg ikke tvætter dig, har du ikke lod og del sammen med mig." Denne tjeneste, som Peter nægtede at tage imod, var et forbillede på en mere ophøjet renselse. Kristus var kommen for at tvætte hjertet rent for syndens smuds. Ved at afslå at ville lade Kristus vaske hans fødder afslog Peter at tage imod den højere form for renselse, der var indbefattet i den ringere. I virkeligheden forsmåede han sin Herre. Der er for Mesteren intet ydmygende i, at vi tillader ham at arbejde for vor renselse. Den mest ægte ydmyghed består i med et taknemmeligt sind at tage imod alt, hvad der sker til gavn for os, og i med oprigtighed at tjene Kristus.

    Ved disse ord: "Hvis jeg ikke tvætter ,dig, har du ikke lod og del sammen med mig!" overgav Peter sig med sin stolthed og egensindighed. Han kunne ikke udholde tanken om at skulle skilles fra Kristus. Det ville have været døden for ham. "Så ikke mine fødder alene," sagde han, "men også hænderne og hovedet." Jesus svarede ham: "Den, der er badet, har ikke nødig at tvætte andet end fødderne, men er ellers helt ren."

    Disse ord betyder mere end legemlig renhed. Kristus taler stadig om den højere form for renselse, som den lavere form er et eksempel på. Den, der kom fra badet, var ren, men de sandalklædte fødder blev snart støvede og trængte atter til at vaskes. På damme måde var Peter og hans medbrødre blevet tvættet i den store kilde, som er åbnet mod synd og urenhed. Kristus regnede dem for at være sine egne; men fristelsen havde ledt dem ud i det onde, og de trængte stadig til hans rensende nåde. Da Jesus bandt et klæde om sig for at vaske støvet af deres fødder, var det hans ønske netop ved denne handling at tvætte uenigheden, skinsygen og hovmodet bort fra deres hjerter. Dette var af langt større betydning end at vaske deres støvede fødder. Med det sind, som de dengang havde, var ingen af dem rede til samfund med Kristus. Først når de havde fået et ydmygt og kærligt sind, var de beredt til at deltage i påskemåltidet eller til at få del i den mindetjeneste, som Kristus snart skulle indstifte. Deres hjerter måtte lutres. Stolthed og selviskhed skaber splid og had, men alt dette tvættede Jesus bort ved at tvætte deres fødder. Det frembragte helt forandrede følelser. Medens Jesus så på dem, kunne han sige: "I er rene!" Nu følte de sig som et og elskede hinanden. De var blevet ydmyge og villige til at lære. Med undtagelse af Judas var enhver af dem rede til at indrømme en anden den øverste plads. Nu kunne de med ydmygt sind og taknemmelige hjerter tage imod Kristi ord.

    Også vi er ligesom Peter og hans medbrødre blevet tvættede i Kristi blod, men alligevel tilsmudses hjertets renhed ofte ved at komme i berøring med det onde. Vi må komme til Kristus for at få hans rensende nåde. Peter veg tilbage for at lade sine smudsige fødder komme i berøring med sin Herres og Mesters hænder; men hvor bringer vi ikke ofte vort syndige, besmittede hjerte i berøring med Kristi hjerte! Hvor er vort onde sind, vor forfængelighed og stolthed ikke frygtelige i hans øjne! Dog må vi komme til ham med al vor skrøbelighed og besmittelse. Kun han kan tvætte os rene. Vi er ikke beredt til samfund med ham, hvis ikke vi er rensede ved hans kraft.

    Jesus sagde til disciplene: "I er rene, dog ikke alle." Han havde vasket Judas fødder, men hjertet var ikke blevet overgivet til ham. Det var ikke blevet lutret. Judas havde ikke overgivet sig til Kristus.

    Da nu Jesus havde tvættet disciplenes fødder og havde taget sin kappe på og atter sat sig ned, sagde han til dem: "Forstår I, hvad jeg har gjort ved jer? I kalder mig Mester og Herre, og I har ret, thi jeg er det. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har tvættet jeres fødder, så er også I skyldige at tvætte hverandres fødder. Thi det var et forbillede, jeg gav jer, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer. Sandelig, sandelig siger jeg eder, en tjener er ikke større end sin herre, heller ikke er et sendebud større end den, som har sendt ham."

    Kristus ville have sine disciple til at forstå, at skønt han havde tvættet deres fødder, så forringede dette på ingen måde hans værdighed. "I kalder mig Mester og Herre, og I har ret, thi jeg er det." Og fordi han stod så uendelig højt over dem, blev tjenesten ved ham fuld af nåde og betydningsfuldhed. Ingen var så ophøjet som Kristus, og alligevel nedlod han sig til at udføre den ringeste tjeneste. For at hans folk ikke skulle lade sig vildlede af den egenkærlighed, der bor i det menneskelige hjerte, og som vokser ved at tjene sig selv, gav Kristus personligt eksemplet på ydmyghed. Han ville ikke overlade denne vigtige sag til mennesker. Han anså den for at være af så stor betydning, at han selv, som var Gud lig, handlede som en tjener over for sine disciple. Medens de stredes om at få de øverste pladser, bøjede han, for hvem hvert knæ skal bøje sig, han, som Himmelens engle regner det for en ære at tjene, sig ned for at tvætte fødderne på dem, som kaldte ham Herre. Han tvættede forræderens fødder.

    Gennem sit liv og sin lære har Kristus givet fuldkommen belysning ved eksempler af den uselviske tjeneste, der har sit udspring i Gud selv. Gud lever ikke for sig selv. Ved at skabe verden og ved at opretholde alle ting tjener han bestandig andre. "Han lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige." Matt. 5,45. Dette ideal for al tjeneste har Gud overgivet til sin Søn. Jesus blev givet os, for at han skulle stå i spidsen for hele menneskeheden, så at han gennem sit eksempel kunne lære den, hvad det vil sige at tjene. Han levede hele sit liv under tjenestens lov. Han tjente alle og var en hjælper for alle. Således levede han under Guds lov og viste os ved sit eksempel, hvordan vi skal adlyde den.

    Atter og atter havde Jesus forsøgt at stadfæste denne grundregel blandt disciplene. Da Jakob og Johannes fremkom med deres anmodning om en forrang, havde han sagt: "Den, som vil være stor iblandt jer, han skal være jeres tjener." Matt. 20,26. I mit rige findes der ikke plads for nogen forrettighed eller overhøjhed. Den eneste storhed er ydmyghedens storhed. Den eneste udmærkelse findes i at vie sig til tjeneste for andre.

    Nu, hvor han havde tvættet disciplenes fødder, sagde han: "Det var et forbillede, jeg gav jer, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer." Det var ikke blot udøvelse af gæstfrihed, Jesus indskærpede dem med disse ord. De betød mere end blot fodtvætning af gæster for at fjerne rejsestøvet. Kristus indstiftede her en hellig tjeneste. Gennem vor Herres handling blev denne ydmygende ceremoni gjort til en indviet forordning. Den skulle overholdes af disciplene, for at de altid skulle kunne bevare mindet om hans lære i ydmyghed og tjeneste.

    Denne forordning er den af Kristus bestemte beredelse til den hellige nadvertjeneste. Så længe der næres stolthed, uoverensstemmelser og strid om at være den største, kan vi ikke komme i samfund med Kristus. Vi er ikke beredte til at modtage tildelingen af hans legeme og blod. Dette var grunden til, at Jesus bestemte, at mindet om hans ydmygelse først skulle overholdes. DSM 445

    Himmelens hellige vægter er til stede i denne stund for at gøre den sjæleransagende, for at overbevise om synd og for at give den velsignede forvisning om syndernes forladelse. Kristus er der selv med hele sin nåde for at ændre tankernes flugt, der før har søgt egenkærlighedens veje. Helligånden giver nyt liv og følsomhed til dem, der følger Herrens eksempel. Når vi husker på Frelserens ydmygelse for vor skyld, griber den ene erindring ind i den anden. En hel kæde af minder drages frem, erindringer om Guds store godhed og om vore jordiske venners venlighed og ømhed. Glemte velsignelser, misbrugte velgerninger og venlighed, der er blevet mødt med ligegyldighed, dukker op i vore tanker. Roden til bitre følelser, der har fortrængt kærlighedens dyrebare blomst, viser sig for os. Karakterfejl, forsømte pligter, utaknemmelighed mod Gud og kulde over for vore brødre dukker op i erindringen. Man ser synden i det samme lys, som Gud ser den. Vore tanker er ikke selvtilfredshedens tanker, men strengt selvfordømmende og ydmygende. Sindet får kraft til at nedbryde enhver skranke, der har været årsag til fjendskab. Onde tanker og ond tale er bandlyst. Synder bliver bekendt og tilgivet. Kristi altbetvingende nåde kommer ind i sjælen, og Kristi kærlighed forener hjerterne til en velsignet enhed.

    Når man således har lært af denne forberedende tjeneste, vækkes ønsket om et højere åndeligt liv. Det guddommelige vidne vil imødekomme dette ønske. Sjælen vil blive højnet. Vi kan tage del i den hellige nadver med bevidstheden om, at vore synder er os tilgivet. Kristi retfærdigheds solskin vil trænge ind i sjælens kamre og hjertets tempel. Vi ser "Guds Lam, som bærer verdens synd". Joh. 1,29.

    For dem, der er modtagelige for denne tjenestes ånd, kan den aldrig kun blive en ceremoni. Dens stadige lære vil være denne: "Tjen hverandre i kærlighed." Gal. 5,13. Ved at tvætte sine disciples fødder gav Kristus bevis for, at han ville udføre en hvilken som helst tjenestegerning, hvor ringe den end var, når den blot kunne gøre dem til hans medarvinger til de himmelske skattes evige rigdom. Ved at udføre den samme rituelle tjeneste forpligter hans disciple sig til på samme måde at tjene deres brødre. Hver gang denne anordning bliver helligholdt på rette måde, kommer Guds børn i et helligt slægtskab med hinanden for at kunne hjælpe og være til velsignelse for hinanden. Deres arbejdsmark er lige så stor, som deres Mesters var. Verden er fuld af mennesker, der trænger til, at vi skal tjene dem. De fattige, de hjælpeløse, de uvidende findes alle vegne. De, som har været i samfund med Kristus i salen ovenpå, vil gå ud for at tjene, som han gjorde det.

    Jesus, han, hvem alle tjente, kom for at være alles tjener. Og fordi han tjente alle, vil han atter blive tjent og æret af alle. Og de, som ønsker at få del i hans guddommelige egenskaber og at dele hans glæde over at se sjæle blive frelst, må følge hans eksempel på uselvisk tjenersind. Alt dette var indbefattet i Jesu ord: "Thi det var et forbillede, jeg gav jer, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer." Dette var hensigten med den tjeneste, som han indstiftede. Og han siger: "Når I ved dette," hvis I forstår hensigten med hans lære til jer, er I salige, om I gør det.