Dato og tid
     
    Chatboks
    Du skal være logget på for at skrive en kommentar på webstedet - enten log på eller hvis du ikke er medlem klik her for medlemskab


    Endnu ingen beskeder.
    9. - Dage med kampe og strid
    torsdag. 21 februar 2013
    af Uploadet af Andreas Falck forfatter liste
    i At finde vejen til Jesus
    hits: 370

    Fra sine tidligste år var et jødisk barn omgivet af rabbinernes forordninger. Der herskede strenge regler for enhver ting, man foretog sig, lige indtil livets mindste foreteelser. Under synagogelærernes overvågen blev de unge undervist om de utallige krav, de som rettroende israelitter forventedes at efterkomme. Men Jesus havde ingen interesse for alt dette. Fra sin barndom havde han handlet uafhængigt af de rabbinske love. De gammeltestamentlige skrifter var genstand for hans bestandige studium, og ordene: "Så siger Herren." lød altid fra hans læber.

    Da det begyndte at gå op for ham, i hvilken tilstand folket befandt sig, opdagede han, at samfundets forordninger og Guds forordninger var i bestandig modstrid med hinanden. Mennesker veg bort fra Guds ord og forherligede deres egne teoretiske meninger. De overholdt overleverede ritualer, som var uden betydning. Deres gudstjeneste var udelukkende en række rutineprægede ceremonier, og de hellige sandheder, som det var tanken, at den skulle belære om, var skjult for dem, der overværede den. Han så, at de ikke fandt nogen fred gennem deres gudsdyrkelse, som var blottet for tro. De kendte ikke den åndens frihed, de ville finde ved i sandhed at tjene Gud. Jesus var kommen for at lære dem betydningen af gudsdyrkelsen, og han kunne ikke bifalde indblandingen af menneskers vedtægter i de guddommelige befalinger. Han angreb ikke de lærde læreres forskrifter eller skikke; men hvis nogen bebrejdede ham hans egen enkle livsførelse, forsvarede han sin handlemåde ved hjælp af Guds ord.

    På enhver mild og ydmyg måde søgte Jesus at være til behag for dem, han kom i berøring med. Fordi han var så blid og tilbageholdende, mente de skriftkloge og de ældste, at han let ville lade sig påvirke af deres lære. De opfordrede ham indtrængende til at tage imod de læresætninger og overleveringer, der var gået i arv fra tidligere tiders rabbinere, men han spurgte efter, hvilken bemyndigelse de havde gennem Den hellige Skrift. Han ville lytte til hvert ord, der udgår af Guds mund, men han kunne ikke adlyde, hvad mennesker havde fundet på. Jesus kendte øjensynligt Skrifterne fra ende til anden, og han forkyndte dem efter deres virkelige betydning. Rabbinerne skammede sig over at blive belært af et barn. De hævdede, at det hørte med til deres embede at udlægge Skriften, og at det tilkom ham at godtage deres fortolkning. Det harmede dem, at han kunne tænke sig at modsige deres ord.

    De vidste godt, at der ikke i Skrifterne kunne findes nogen bemyndigelse for deres overleveringer. De var klare over, at Jesus stod højt over dem i retning af åndelig forståelse. Alligevel var de vrede, fordi han ikke adlød deres forskrifter. Da det var umuligt for dem at overbevise ham, opsøgte de Josef og Maria og foreholdt dem hans mangel på føjelighed. På denne måde måtte han tåle både bebrejdelser og kritik.

    Allerede som ganske ung var Jesus begyndt på at handle selvstændigt med hensyn til sin karakterdannelse, og end ikke hans agtelse og kærlighed over for sine forældre kunne vende ham fra lydighed mod Guds ord. "Der står skrevet," var årsagen til enhver handling, der afveg fra familiens sædvaner. Men de indflydelsesrige rabbinere forbitrede ham livet. Allerede i sin ungdom måtte han lære tavshedens og den tålmodige udholdenheds vanskelige lektie.

    Hans brødre sådan kaldte man Josefs sønner gjorde fælles sag med rabbinerne. De holdt fast på, at traditionerne måtte overholdes, som om de var krav, der stammede fra Gud. De regnede endog menneskers forskrifter for at være større end Guds ord, og de var meget harmfulde over Jesu klare dømmekraft til at skelne mellem, hvad der var uægte, og hvad der var sandt. Hans aldrig svigtende lydighed mod Guds lov blev af dem fordømt som stædighed. De var forbavsede over den visdom og kundskab, som han udviste i sine svar til de skriftkloge. De vidste, at han ikke havde fået nogen undervisning af de lærde mænd, men dog kunne de ikke undgå at se, at det var ham, som kunne belære dem. De var klare over, at hans udvikling var af en højere art end deres. Men de havde ingen forståelse af, at han havde adgang til livets træ, til en visdoms kilde, som de ikke kendte.

    Kristus holdt sig ikke for sig selv, og han havde virket i særlig grad forargende på farisæerne ved i denne retning at afvige fra deres strenge regler. Han så, at alt, hvad der angik religionen, var stængt inde bag høje skillevæge som en sag, der var for hellig til hverdagslivet. Han omstyrtede disse skillemure. Når han var sammen med mennesker, spurgte han ikke: Hvordan er din tro ? Hvilken kirke tilhører du? Han udøvede sin hjælpende kraft til gavn for alle dem, der trængte til hjælp. I stedet for at lukke sig inde i en eneboers hule for at vise sin himmelske oprindelse virkede han på alle måder for menneskeheden. Han indskærpede den grundregel, at Bibelens gudsdyrkelse ikke består i spægelse af legemet. Han lærte, at ren og ubesmittet gudsdyrkelse ikke blot er noget, der gælder for bestemte tider eller ved særlige lejligheder. Til alle tider og alle vegne lagde han den kærligste interesse for mennesker for dagen og var omgivet af et skær af opmuntrende medfølelse. Alt dette virkede som en irettesættelse til farisæerne. Det viste dem, at gudsdyrkelse ikke består i egenkærlighed, og at deres sygelige optagethed af personlige interesser var alt andet end sand gudsfrygt. Dette havde vakt deres fjendskab mod Jesus, og derfor forsøgte de at tvinge ham til at rette sig efter deres forskrifter.

    Jesus gjorde alt for at lindre enhver form for lidelse, han så. Han havde kun få penge at give, men tit nægtede han sig selv føden for at kunne hjælpe dem, der så ud til at trænge mere til den end han selv. Hans brødre følte, at hans indflydelse i højeste grad modvirkede deres egen. Han var i besiddelse af en taktfølelse, som ingen af dem ejede og heller ikke brød sig om at eje. Når de talte hårde ord til stakkels, fornedrede skabninger, var det netop dem, Jesus opsøgte og talte opmuntrende til. Han gav gerne de nødlidende et bæger koldt vand og overgav ganske stille sit eget måltid til dem. Medens han lindrede deres nød, satte de hans barmhjertige gerninger i forbindelse med de sandheder, han lærte, og derfor fæstnede disse sig i erindringen.

    Alt dette vakte hans brødres mishag. Da de var ældre end Jesus, fandt de, at han burde rette sig efter, hvad de sagde. De beskyldte ham for at regne sig selv for at stå over dem, og dadlede ham for at ville overgå folkets præster og lærere. Ofte truede de ham og forsøgte at gøre ham bange; men han blev ved på samme måde, idet han brugte Skrifterne som vejleder.

    Jesus elskede sine brødre og viste dem en aldrig svigtende venlighed, men de var misundelige på ham og udviste den mest afgjorte vantro og ringeagt. De kunne ikke forstå hans måde at være på. Der var meget ved Jesus, der virkede selvmodsigende. Han var Guds egen Søn, men alligevel et hjælpeløst barn. Som verdens skaber var hele jorden hans ejendom, men alligevel var hele hans tilværelse skridt for skridt kendetegnet ved fattigdom. Han var i besiddelse af en værdighed og en særpræget personlighed, der helt igennem adskilte sig fra jordisk stolthed og hovmod. Han stræbte ikke efter verdslig storhed og var tilfreds selv under de ringeste forhold. Dette harmede hans brødre. De kunne ikke finde nogen grund til hans bestandige, ophøjede ro trods prøvelser og savn. De vidste ikke, at han for vor skyld var blevet fattig, for at vi "ved hans fattigdom skulle blive rige". 2Kor. 8,9. De kunne ikke forstå mere af mysteriet ved hans kald, end Jobs venner kunne forstå hans ydmygelse og lidelse.

    Jesus blev misforstået af sine brødre, fordi han ikke lignede dem. Hans livsmål var ikke det samme som deres. Ved at sætte deres lid til mennesker havde de vendt sig fra Gud, og hans kraft fandtes ikke i deres liv. Den form for gudsdyrkelse, som de overholdt, kunne ikke forvandle sindet. De gav "tiende af mynte og dild og kommen", men forsømte det, "der har større vægt: ret og barmhjertighed og troskab". Jesu eksempel virkede som en stadig irritation for dem. Der fandtes kun én ting i verden, som han hadede, og det var synden. Han kunne ikke være vidne til en uretfærdighed uden at føle en smerte, som det var ham umuligt at skjule. Man kunne ikke undgå at lægge mærke til modsætningen mellem formalisterne, hvis tilsyneladende hellighed dækkede over kærlighed til synden, og et sind, hvor nidkærheden for Guds ære altid var altoverskyggende. Fordi Jesu liv virkede som en fordømmelse af synd, mødte han modstand både ude og hjemme. Man omtalte hans uselviskhed og retskaffenhed med hånlig foragt. Hans overbærenhed og venlighed blev udlagt som fejhed.

    Af den bitterhed, der falder i menneskers lod, var der ikke noget, som Kristus ikke måtte udholde. Der var nogle, der forsøgte at gøre ham foragtet på grund af hans herkomst, og selv som barn måtte han møde deres hånlige øjekast og ondskabsfulde hentydninger. Hvis han havde gjort gengæld med et utålmodigt ord eller blik, hvis hen over for sine brødre havde indvilliget i blot en eneste forkert handling, ville han ikke have kunnet stå som det fuldkomne forbillede. På den måde ville det ikke have kunnet lykkes for ham at gennemføre planen til vor frelse. Hvis han blot havde indrømmet, at der kunne findes en undskyldning for synd, ville Satan have triumferet, og verden havde været fortabt. Dette er grunden til, at fristeren arbejdede på at gøre hans tilværelse så prøvende som muligt, for at han skulle blive bragt til at synde.

    Men han havde kun et eneste svar til enhver fristelse: "Der står skrevet!" Det var sjældent, at han dadlede nogen af sine brødres forsyndelser,men han havde et ord fra Gud at sige til dem. Tit blev han beskyldt for at være en kujon, fordi han ikke ville gøre fælles sag med dem til en eller anden forbudt handling; men hans svar lød: "Der står skrevet: 'Se, Herrens frygt, det er visdom, at sky det onde er indsigt." Job 28,28.

    Der var nogle, der søgte hans selskab, fordi de følte fred i hans nærværelse; men mange undgik ham, fordi de følte hans pletfri liv som en irettesættelse. Hans unge kammerater tilskyndede ham til at handle på samme måde som de selv. Han var kvik og munter; de kunne lide at være sammen med ham og nød hans tankevækkende ord, men de blev utålmodige over hans skrupler og kaldte ham snæversynet og snerpet. Jesus svarede: "Der står skrevet: 'Hvorledes holder en ung sin vej ren. Ved at holde sig efter dit ord.' "Jeg gemmer dit ord i mit hjerte for ikke at synde imod dig." Sl. 119,9

    Mange gange spurgte man ham: "Hvorfor vil du absolut være så mærkværdig, så vidt forskellig fra andre?" Han sagde: "Der står skrevet: 'Salige de, hvis vandel er fuldkommen, de, som vandrer i Herrens lov. Salige de, der agter på hans vidnesbyrd, søger ham af hele deres hjerte, de, som ikke gør uret, men vandrer på hans veje." Sl. 119,1?3.

    Når man spurgte ham, hvorfor han ikke tog del i den lystighed, som de unge i Nazaret dyrkede, sagde han: "Der står skrevet: 'Jeg glæder mig over dine vidnesbyrds vej, som var det al verdens rigdom. Jeg vil grunde på dine befalinger og se til dine stier. I dine vedtægter har jeg min lyst, jeg glemmer ikke dit ord." Sl. 119,116.

    Jesus kæmpede ikke for sine rettigheder. Ofte blev hans arbejde gjort unødvendig strengt, fordi han var så villig og aldrig beklagede sig. Men alligevel svigtede han ikke eller tabte modet. Han var hævet over disse vanskeligheder, som om han levede i lyset fra Guds ansigt. Han tog ikke til genmæle, når han blev dårligt behandlet, men tålte krænkelser med tålmodighed.

    Atter og atter spurgte man ham: "Hvorfor finder du dig dog i en så ondskabsfuld behandling, og endog af dine egne brødre ?" Han sagde: "Der står skrevet: 'Min søn, glem ikke, hvad jeg har lært dig, dit hjerte tage vare på mine bud! Thi en række af dage og leveår og lykke bringer de dig. Godhed og troskab vige ej fra dig, bind dem som bånd om din hals, skriv dem på dit hjertes tavle! Så finder du nåde og yndest i Guds og menneskers øjne " Ordsp. 3,1?4.

    Fra Jesu forældre fandt ham i templet, var hans veje uforståelige for dem. Han ville aldrig indlade sig i ordstrid, men hans eksempel rummede en bestandig lære. Han virkede som en, der var udvalgt til noget særligt. Sine lykkeligste timer havde han, når han var ene med naturen og med Gud. Når som helst det lod sig gøre, forlod han det sted, hvor han plejede at arbejde, for at vandre ud i markerne, for at søge stilhed i de grønne dale, for at have samfund med Gud på bjergskråningen eller blandt skovens træer. Tidligt om morgenen kunne man ofte finde ham på et eller andet ensomt sted, hvor han granskede Skrifterne eller bad. Fra disse stille timer vendte han så hjem for at genoptag sine pligter og være et forbillede på tålmodigt arbejde.

    Kristi liv var præget af ærbødighed for og kærlighed til moderen. I sit hjerte troede Maria, at det hellige barn, hun havde født, var den længe lovede Messias, men alligevel vovede hun ikke at give udtryk for sin tro. Under hele Jesu liv på jorden delte hun hans lidelser med ham. Med sorg var hun vidne til de prøvelser, han måtte gennemgå i sin barndom og ungdom. Ved at forsvare det, som hun vidste var rigtigt i hans handlemåde, bragte hun sig selv i en vanskelig stilling. Hun betragtede de hjemlige forhold og en moders ømme omsorg for sine børn som værende af livsvigtig betydning for karakterdannelsen. Josefs sønner og døtre vidste godt dette, og ved at appellere til hendes ængstelige følelser prøvede de at få Jesu væremåde tilpasset efter deres egen målestok.

    Maria kom ofte med indvendinger over for Jesus og opfordrede ham til at indstille sig efter rabbinernes skik og brug. Men han lod sig ikke overtale til at gøre en forandring i sine sædvaner med at beskue Guds skaberværk eller søge at lindre menneskers eller selv de umælende dyrs lidelser. Når præsterne og lærerne krævede Marias hjælp for at kunne styre Jesus, blev hun meget bekymret, men hun fik atter fred i sindet, når han viste hende, hvordan Skriftens ord støttede hans handlemåde. Til tider vaklede hun mellem Jesus og hans brødre, der ikke troede, at han var udsendt fra Gud; men der var så meget, der beviste, at han var af guddommelig oprindelse. Hun så, hvordan han ofrede sig for andres vel. Hans nærværelse bragte en renere luft ind i hjemmet, og hans liv var som en surdej, der virkede i samfundets forskellige bestanddele. Ren og uskyldig færdedes han blandt de tankeløse, de rå og uhøflige; også blandt de uhæderlige toldere, de letsindige ødelande, de uretfærdige samaritanere, de hedenske soldater, de grove bønder og hele den forskelligartede mængde. Hist og her sagde han et venligt ord, når han så, at mennesker var trætte, men dog blev tvunget til at bære tunge byrder. Han delte deres byrder med dem og gentog for dem, hvad han selv havde lært af naturen om Guds kærlighed, mildhed og godhed.

    Han lærte alle at betragte sig selv som indehavere af dyrebare talenter, som, hvis de blev anvendt på rette måde, ville kunne sikre dem evige rigdomme. Han bortryddede al forfængelighed fra livet, og gennem sit eget eksempel lærte han dem, at hvert eneste øjeblik rummer muligheder, som kan få følger helt ind i evigheden; at tiden skal vogtes som en skat og anvendes til hellige formål. Han forbigik ikke noget menneske som værdiløst, men prøvede at anvende den frelsende lægedom til hver eneste sjæl. I hvilken slags selskab han end befandt sig, forkyndte han en lære, der harmonerede med tidspunktet og omgivelserne. Han søgte at indgyde de mest rå og mindst lovende nyt håb ved at foreholde dem, at de kunne blive udadlige og skyldfri og opnå at få en karakter, som ville tilkendegive, at de var Guds børn. Mange gange traf han nogle, der var kommet under Satans herredømme, og som ikke havde kraft til at bryde ud fra hans garn. Til et sådant menneske, der havde tabt modet o: var sygt, fristet og fortabt, kunne Jesus tale inderligt medlidende ord, netop de ord, der tiltrængtes og kunne forstås. Han mødte andre, der var i nærkamp med sjælefjenden. Disse opmuntrede han til udholdenhed og forsikrede dem om, at de ville vinde sejr; thi Guds engle stod på deres side og ville give dem sejren. De mennesker, som han således hjalp, følte sig overbevist om, at her var der én, til hvem de kunne have fuldkommen tillid. Han ville ikke forråde de hemmeligheder, som de røbede for hans medfølende sjæl.

    Jesus var en læge for legemet såvel som for sjælen. Han havde medfølelse med enhver form for lidelse, som han blev opmærksom på; og for enhver lidende, som han bragte lægedom, virkede hans ord som lindrende balsam. Ingen kunne sige, at han havde gjort et under; men kraften kærlighedens lægende kraft udgik fra ham til de syge og ulykkelige. Således virkede han i al stilfærdighed for mennesker lige fra sin tidligste ungdom. Og dette var grunden til, at så mange med glæde lyttede til ham, da han begyndte på sin offentlige virksomhed.

    Alligevel færdedes Jesus mest alene, både i sin barndom, ungdom og som voksen. I sin renhed og trofasthed trådte han vinpersen alene, og af hele folket var der ingen hos ham. Han bar på den frygtelige byrde at have ansvaret for menneskenes frelse. Han vidste, at hvis der ikke skete en afgørende forandring med menneskeslægtens grundsætninger og formål, ville alle gå fortabt. Dette tyngede hans sjæl, og ingen kunne fatte, hvilken byrde der hvilede på ham. Uden nogen sinde at vige fra sine forpligtelser udførte han det, som var formålet med hans liv: selv at være menneskenes lys.